Den nye cykelsæson er ved at blive skudt i gang, og derfor er nogle af de største stjerner samlet til årets første World Tour-løb Tour Down Under.

Løbet er dog allerede inden det bliver skudt i gang søndag tæt på at blive ramt aflysninger på dele af ruten.

Australien har været udsat for enorme varmegrader den seneste uge med temperaturer over 40 grader flere steder, hvilket blandt andet har påvirket tennisturneringen Australian Open. Det har samtidig medført skovbrande i området omkring storbyen Adelaide.

Netop Adelaide er vært for et gadeløb søndag ved Tour Down Under, inden rytterne på mandag kører første etape fra Nuriootpa til Angaston i Barossa-regionen, som er et område der i øjeblikket er ramt af skovbrande.

- Vi holder os løbende opdateret fra myndighederne om, hvordan situationen er i området.

- Hvis vi ikke må komme derind, så må vi ikke, siger løbets direktør Mike Turtur ifølge AFP.

Mandagens etape er 135 kilometer lang, og hvis den ender med at blive aflyst, vil den ikke blive erstattet af en ny.

Tre danskere er med ved løbet i Australien. Nicki Sørensen, Christoffer Juul Jensen og debutanten Michael Valgren stiller alle op for Team Tinkoff-Saxo.