Et hold, to kaptajner.

Den konstellation hører til sjældenhederne i Tour de France, og hos Astana har man måttet sande, at rollerne på holdet måske burde have været tydligere.

Både Jakob Fuglsang og Fabio Aru har fra Tourens start været aktuelle i forhold til en topplacering i klassementet, og da førstnævnte på niende etape havde viste sin styrke ved at slå et hul til favoritterne, så det pludselig godt ud med danske briller. Ingen havde lyst eller kræfter til at lukke hullet.

Lige indtil Fuglsangs italienske holdkammerat gik til angreb. Arus forcering øgede tempoet hos favoritterne så meget, at danskerens forspring hurtigt blev spist.

Netop den situation fik 32-årige Jakob Fuglsang til efterfølgende at reagere.

»Jeg har sagt til sportsdirektørerne, at jeg ikke synes, det var okay. Det gav de mig egentlig ret i og sagde, det ikke var smart,« siger Jakob Fuglsang til TV 2 Sport, der efter hans Tour-exit har mødt ham i hos hans svigerforældre i Luxemborg.

Hvad der skulle være et samarbejde, som begge ryttere kunne profitere af, viste sig nærmest at blive det modsatte.

»Det ikke et samarbejde, når din holdkammerat angriber efter dig,« siger Jakob Fuglsang.

Kort inden Tour de France kørte Fabio Aru og Jakob Fuglsang begge det store etapeløb Critérium du Dauphiné. Her lavede italieneren samme nummer, men Jakob Fuglsang endte som bekendt med at nyde godt af det og vinde løbet foran blandt andre Chris Froome og Richie Porte.

Efter sin fænomenale sejr i Critérium du Dauphiné har Jakob Fuglsang gjort det klart, at han vil være kaptajn, og siden har han forlænget kontrakten med Astana. Til TV 2 Sport giver han udtryk for, at han ikke har lyst til at dele kaptajnrollen, og at han håber på at køre en Grand Tour uden Fabio Aru, der i øjeblikket ligger nummer to i Tour de France - bare 18 sekunder efter Chris Froome.