Bjarne Riis valgte tirsdag at smide Andy Schleck og Stuart O'Grady ud af Vuelta a Espana efter at de to holdkammerater fra Team Saxo Bank angiveligt havde hygget sig med våde drikkevarer i det spanske natteliv.

 Hændelsen har vakt stor opsigt i cykelverdenen, og nu bakkes Bjarne Riis op af RadioShacks manager Johan Bruyneel.

- Jeg kan ikke sige, hvad jeg selv ville have gjort, for jeg kender ikke alle situationens kendsgerninger. Men jeg kan sige det her:

- Som holdmanager kender jeg vigtigheden af have regler på holdet. Hvis Bjarne, eller nogen anden manager, føler, at reglerne er blevet omgået, så skal der være konsekvenser uden skelen til rytterens position eller status på holdet, skriver Johan Bruyneel på sin blog ifølge TV2 Sporten.

Dermed forsvarer RadioShack-bossen Bjarne Riis’ beslutning om at smide Andy Schleck og Stuart O'Grady ud af dette års Vuelta.

Bruyneel mener dog, at man også skal komme videre og tilgive de to cykelryttere.

- Ligegyldigt hvad der er sket, så ved jeg også fra egen personlig erfaring, at Andy og Stuart er professionelle og hårdtarbejdende individer.

- Jeg håber, at alle kan se forbi den her hændelse og ikke dømme de to ryttere, som gennem årene har givet så meget til holdet, deres kolleger, sporten og deres fans, skriver Bruynell.