Søren Kragh Andersen bliver team-kollega med topryttere som John Degenkolb, Marcel Kittel og Vuelta-åbenbaringen Tom Dumoulin i næste sæson.

Han har stået på spring gennem hele denne sæson. Og fra næste år er det en kendsgerning, at Søren Kragh Andersen træder ind i de professionelles rækker, når han skifter til det tyske cykelhold Giant-Alpecin.

Dermed kommer den 21-årige dansker til at køre på hold med navne som Paris-Roubaix-vinderen John Degenkolb, den lynende hurtige supersprinter Marcel Kittel og ikke mindst Tom Dumoulin, der for nylig fik sit gennembrud som etapeløbskanon ved at være besnærende tæt på at vinde Vuelta España.

Ledelsen på Giant-Alpecin har længe været på udkig efter Søren Kragh Andersen, og danskerens sæson har ikke kølnet interessen, eftersom det blandt andet er blevet til to etapesejre i det stærkt mediebevågede etapeløb Tour de l'Avenir.

»Søren er et stort talent på mange områder. Han har opnået store resultater, han er god i en tidskørsel, og han har en stærk spurt. Han kommer til at spille en vigtig rolle i både vores spurtforberedelser og i klassikerne. Han er god i både kolde og våde betingelser. Vi vil udvikle hans muligheder i det professionelle felt, og han vil få et løbsprogram i sit første år, så han kan udvikle sig skridt for skridt,« siger Giant-Alpecins coach Marc Reef.

Som det er reglen for en nyprofessionel, får Søren Kragh Andersen en kontrakt på to år. Og dermed har talentet fra Team Trefor Bluewater tid til at få fodfæste i en sport, som på højeste niveau ellers kan gøre kål på selv det mest lysende potentiale.

Selv siger den danske U23 VM-rytter, at prof-kontrakten er en drøm, der går i opfyldelse. Men også, at målet ikke er nået med titlen som levebrødsrytter.

»Jeg vil udvikle mig selv som person og blive en bedre cykelrytter. Men mit mål for den første sæson er egentlig bare at blive en del af holdet,« lyder det fra Andersen, hvis tre år ældre bror Asbjørn også er blandt kandidaterne til en prof-karriere.