Akon skal skilles.

Den 52-årige amerikanske sangers hustru har bedt om en skilsmisse, hvilket betyder, at Akon nu 'kun' har tre koner. Forklaringer følger.

Akon, der i 2004 slog igennem med hittet 'Lonely', skal ifølge det amerikanske medie People skilles, fra sin mangeårige hustru Tomeka Thaim, som han blev gift med i 1996.

Det er ifølge People Tomeka Thaim, der har bedt om en skilsmisse grundet 'uforenelige forskelle'.

Akon med sin kommende ekskone Tomeka »Amirror« Thiam.
Akon med sin kommende ekskone Tomeka »Amirror« Thiam. Foto: Michael Tran/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

People har ikke nærmere detaljer, udover at hun samtidig anmoder om en fælles forældremyndighed over parrets 17-årige datter – hun forlanger dog, at datteren skal blive hos hende.

Med den forestående skilsmisse, er Akon nede på at have tre koner.

Han tror på polygami – altså at have flere koner på samme tid – og han har ifølge People tidligere afsløret, at han har ni børn fordelt udover fire forskellige koner.

Hans kommende ekskone, har i et interview forklaret, hvordan Akons fire hustruer bor forskellige steder i USA og Afrika.

»Vi har alle forskellige husholdninger og forskellige livsstile. Vi behøver ikke se hinanden, så vi behøver ikke være venner. Akon er ikke den manipulerende type, han er bare sådan 'enten kan du lide det, eller også kan du ikke'. Sådan er vores kultur,« har hun udtalt.

Akon har flere gange givet koncert i Danmark.

Senest spillede han på spillestedet Tap 1 i København i 2024.