Mens mange af parrene i årets sæson af DR-programmet Gift ved første blik’ nyder bryllupsrejsen i fulde drag, går det anderledes for Laura Lembek og Sonny Damgaard.

Særligt skævt går det, da Sonny Damgaard vælger at tilbringe den sidste aften i baren. Nogle detaljer kom dog ikke med på tv - og nu fortæller parret, hvad der skete.

Sonny Damgaard fortæller, at parret på et tidspunkt skulle give interviews på hotelværelset.

Da han var færdig, valgte han at gå i hotelbaren, mens Laura Lambek blev interviewet alene.

»Da hun var færdig, spurgte jeg, om hun ikke kom ned og fik en øl, og det blev et nej,« forklarer Sonny Damgaard og uddyber:

»Så skrev jeg, at jeg lige sad og snakkede med nogle pensionister, om hun ikke kunne lægge en nøgle ud, men det ville hun ikke, så ville hun hellere vente.«

Laura Lambek forklarer til B.T., at hun blev ked af situationen.

»Der skal helt sikkert være plads til at drikke en øl og tage en pause, men jeg synes, vi var gode til at give hinanden de pauser,« forklarer hun og tilføjer:

Foto: Snowman Productions
Vis mere

»Jeg bliver så ked af det, fordi jeg ikke følte mig valgt til. Vi skal lære hinanden at kende, men han vil hellere snakke med nogle fremmede. Så at føle, at han ikke vil lære mig at kende, det gør da ondt.«

Men kunne du ikke bare været gået ned til ham?

»Jo, det kunne jeg selvfølgelig godt, men jeg havde givet udtryk for, at jeg var træt. Det var den sidste aften, vi skulle tidligt op næste morgen. Jeg kan godt lide at komme tidligt i seng og være veludhvilet næste morgen,« forklarer Laura Lambek.

Sonny Damgaard havde dog ikke et behov for at gå lige så tidligt til ro som Laura, forklarer han.

»Det lukkede klokken elleve, så det var jo ikke sent-sent,« siger han og tilføjer:

»Jeg var ikke klar til at gå op klokken ti og gå i seng,«

Men hvad siger du til, at Laura gerne ville være sammen med dig den sidste aften?

»Når man siger nej til at komme ned, har man lukket den dør. Hun spurgte jo heller ikke, om jeg ville komme op og tage to drinks med,« siger han.

Foto: Snowman Productions
Vis mere

Også dagen efter på køreturen til lufthavnene går det galt, da Laura Lambek prøver at fortælle Sonny, hvordan hun havde det med situationen aftenen før.

»Jeg forsøger at tage det op i bilen på vej til lufthavnen, men den vælger han at lukke. Han ser det som om, jeg vil starte en diskussion, men jeg prøver at dele noget sårbart af mig selv,« forklarer Laura Lambek.

Hun fortæller, at det helt generelt var hårdt for hende at se situationen igen på tv.

»Det er et hårdt program at se, og jeg bliver ked af, at når jeg prøver at åbne op og dele nogle følelser, så er det ikke interessant,« siger hun.

Sonny Damgaard opfattede dog situationen på en anden måde.

»Jeg fortalte lidt om, at dem jeg havde talt med i baren var nogle danskere, der havde arbejdet på Island og kunne vise nogle fede billeder. Det fortæller jeg Laura i bilen, men så ryger vi i den negative stemning om, at det var mærkeligt, jeg skulle sidde der i baren,« siger Sonny Damgaard og uddyber:

»Og tidligt om morgenen var jeg slet ikke i gear til at diskutere i en bil. Det gad jeg ikke bruge min tid på.«

Gør det indtryk på dig, at Laura blev ked af det?

»Det har jeg først fået at vide nu. Jeg synes, det er ærgerligt, hun ikke åbner munden og fortæller, hvordan hun har det,« siger Sonny Damgaard.

Men var det ikke netop det, hun prøvede på i bilen?

»Jo, det kan godt være. Jeg var bare ikke klar til den tone. Det er sådan lidt svært fra morgenstunden.«

Både Sonny Damgaard og Laura Lembek er dog enige om en ting:

»Vi går fuldstændigt skævt af hinanden - for mig og Laura kan fint snakke sammen, når kameraet ikke kører, men vi fanger ikke hinanden i kemi og humor, vi går hver vores vej,« siger Sonny Damgaard.

»Jeg har brug for at se, han tager noget initiativ, og når han tager det, opfanger jeg det ikke, og når jeg gør det, opfanger han det ikke. Vi går virkelig skævt af hinanden på det her tidspunkt,« siger Laura Lambek.

Andre læser også