Et kæmpemæssigt brag og tyk, mørk støvsky.

Det var det første, Michael Jensen og hans kone så, da de onsdag aften kiggede ud af deres hotelvindue i Lissabon. 

»Det var en forfærdelig oplevelse,« fortæller Michael Jensen om det syn, der mødte ham og hustruen fra altanen.

Det dansk-portugisiske ægtepar fra Korsør er i øjeblikket på tre ugers ferie i den portugisiske hovedstad og bor kun 30 meter fra det sted, hvor byens ikoniske kabelbane, Gloria Funicular, forulykkede. 

Indtil videre har 15 mennesker mistet livet i tragedien, mens 18 meldes kvæstet. Af dem er fem i kritisk tilstand.

Sidst på eftermiddagen var Michael Jensen og hans kone netop kommet tilbage til hotellet for at hvile sig, inden de skulle ud at spise aftensmad.

»Vi hørte et gevaldigt brag og troede, at nogen havde tabt en container. Det viste sig desværre at være noget helt andet,« fortæller Michael Jensen.

Fra deres altan på tredje sal kunne de se en kæmpe røgsky og et kaos af mennesker, der kom løbende til.

Politi og redningsmandskab i området, hvor kabelbanen forulykkede onsdag. 
Politi og redningsmandskab i området, hvor kabelbanen forulykkede onsdag.  Foto: Miguel A. Lopes/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Kort efter ankom både politi og ambulance. 

»Vi er rystede. Det er jo ikke det, man regner med at opleve, når man er på ferie,« fortæller han.

Den afsporede vogn er der ikke meget tilbage af.

»Det ligner en bunke skrot,« siger Michael Jensen. 

Han er kommet i Lissabon de seneste mange år, men har aldrig selv prøvet at køre med banen. 

Ægteparret har dog flere gange spadseret på den strækning, hvor kabelbanen forulykkede. 

»Vi kunne lige så godt have gået der. Der er jo lige der, vi går, når vi skal til og fra hotellet.«

På trods af chokket fortæller han, at de selv har det »fint nok.«

Det er endnu uvist, hvad årsagen til ulykken er. 

Den portugisiske regering har erklæret én dags landesorg efter tragedien. I Lissabon har byrådet erklæret tre dages kommunal sorg, skriver CNN Portugal.

Kabelbanen er et af Lissabons vartegn og er særligt populær blandt turister. Det forlyder da også, at der er personer af anden nationalitet end portugisisk blandt ofrene. 

Banen forbinder den offentlige plads Restauradores og bydelen Bairro Alto.

Kabelbanen kan transportere op til 42 personer ad gangen og blev indviet i 1885.