Risikoen for at træde på en mine er ikke noget, vi forbinder med hverdagen i Danmark.
Ikke desto mindre kan der stadig være miner fra Anden Verdenskrig på halvøen Skallingen syd for Blåvand.
Derfor bliver stranden Høje Knolde Strand nu undersøgt nærmere, skriver TV Syd.
Det er minerydningseksperter, politiet og Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste, der i denne uge undersøger stranden for miner.
Det sker i et samarbejde med Naturstyrelsen.
Under besættelsen lavede tyskerne et forsvarsanlæg omkring Esbjerg, som blandt andet bestod af 72.000 miner.
De fleste af dem fjernede tyskerne selv lige efter krigen.
I perioden 2006 til 2012 finkæmmede Kystdirektoratet størstedelen af Skallingen for de resterende miner.
Siden er der dog fra tid til anden fundet flere miner i området, og derfor blev der sidste år afsat penge på Finansloven til at gennemgå området igen.