Landstræner Nikolaj Jacobsen er i fuld gang med sit store OL-puslespil.
Og det kan vise sig mere udfordrende end som så, lyder det fra landstræneren.
For det står nu klart, at han ikke må skifte ud i truppen foruden de 14 spillere og tre reserver, han må udtage.
Førhen kunne man indkalde fra en større pulje af spillere, skulle der opstå skader.
Men det er slut nu.
»Det er selvfølgelig svært. Det er ikke svært at finde 14 spillere og tre reserver Det er én ting, men det er en proces, jeg har prøvet nogle gange efterhånden. Det svære er, at når OL starter, så er det de 17, jeg har at gøre godt med. Der er ikke andre muligheder,« siger han til B.T.
»Tidligere kunne man vælge fra en 35-mands-trup, hvis man fik en skade. Det må man ikke længere. Det er vanskelig opgave at finde 17, det skal jeg være ærlig at sige. At skulle dække sig ind på bredden og modstå skader... Det er virkelig ikke nemt. Det er som at miste 18 spillere til sin rådighed. Det udfordrer mig mest,« lyder det fra landstræneren, der fortsætter:
»Jeg har så meget tro på mine egne evner, at jeg nok skal få udtaget et godt hold. Andet kan ikke lade sig gøre med de gode spillere, vi har. Men rammer du rigtigt? Du kan ikke dække dig ind på det hele. Du kan være uheldig at blive ramt efterfølgende,« lyder vurdering fra Jacobsen.
Til gengæld har han en god fornemmelse for, hvornår han er klar til at melde sin trup ud.
»Jeg har indtil 8. juli, hvor jeg skal indgive de 14 spillere og tre reserver, men jeg kommer ikke til at trække den så lang tid. Vi skal nok ind lige i starten af juli cirka, tror jeg.«
Det er kun i tilfælde af skader, at man må benytte sig af en af de tre reserver - tidligere har man kunnet bytte rundt af rent sportslige overvejelser.
OL afholdes i Paris fra 26. juli til 11. august.