Caroline Wozniacki havde to gyldne muligheder for at komme i finalen i Qtara Total Open, men hun endte med at tabe 1-2 til tjekken Petra Kvitova i semifinalen. Og det ærgrede hun sig over.

»Det er klart, jeg er ærgerlig i dag. Jeg havde muligheder for at serve den hjem to gange i andet sæt, men jeg må lære af det og prøve at gøre det bedre næste gang,« siger Caroline Wozniacki til sport.tv2.dk

I andet sæt førte den 27-årige dansker både 5-4 og 6-5 og skulle selv serve. Men begge gange lykkedes det for Petra Kvitova at bryde Caroline Wozniackis serv, og selvom hun også var foran i den efterfølgende tie-break, gik det galt, da tjekken vandt seks bolde på stribe.

Når det gik galt, mener Caroline Wozniacki, at det var, fordi hun ved 5-4 fik for få førsteserver ind. Ved 6-5 gik det bere med førsteserverne, men hendes returneringer blev for høje mod den aggressive Petra Kvitova, som nu står over for spanske Garbiñe Muguruza i finalen.

Da Caroline Wozniacki sidste år nåede finalen i samme turnering, mister hun point på verdensranglsiten. Det betyder, at Simona Halep fra Rumænien meget snart kan komme til at overtage førstepladsen, som danskeren ellers havde taget fra hende ved at vinde Australian Open i sidste måned.

PÅ VIDEO-KLIPPET ØVERST PÅ SIDEN KAN DU HØRE CAROLINE WOZNIACKI SVARE PÅ SPØRGSMÅL OM SIG SELV