Pistacie og jordbær eller måske den nye med havtorn?

Mens sommerens største valg for mange af os har handlet om indholdet i is-vaflen, har andre truffet beslutninger af en helt anden kaliber.

Sommeren har nemlig budt på årets hidtil største villa-handel i Aarhus, hvor køberne ifølge Boliga.dk har lagt intet mindre end 22 millioner kroner for deres nye hjem. Det skriver boligsiden Boliga.dk.

Huset ligger helt ud til Aarhus Bugt i den mondæne forstad Risskov og har bare tre år på bagen. Den 240 kvadratmeter store liebhaver-villa er nemlig bygget i 2015, og så er den blandt andet forsynet med eksklusive uundværligheder som vinrum og sauna.

Da ejendommen sidste år ramte markedet, var den blandt de dyreste, man kunne forelske sig i på det aarhusianske boligmarkedet. Prisen lød på 24,9 millioner kroner, og efter en justering i foråret lykkedes det altså mæglerkæden Lokalt Liebhaveri at få adressen solgt.

Liebhaveri i Jylland

Aarhus sidder tungt på toppen af de jyske boligpriser, og Risskov-adressen er da også det dyreste hus, der hidtil er solgt i Jylland i år.

I første kvartal 2018 blev husene i Aarhus Kommune i gennemsnit solgt for 23.319 kroner pr. kvadratmeter, mens Skanderborg er den kommune i Jylland, hvor kvadratmeterpriserne er næsthøjest. Her er husene nemlig gået for 17.200 kroner pr. kvadratmeter i første kvartal. Det viser tal fra Boliga.dk.

Men når det kommer til det aktuelle udbud, er det dog en mere sydligt-liggende jysk by, der snupper tronen. Med en prislap på runde 30 millioner kroner er det dyreste hus, der for øjeblikket er udbudt til salg i Jylland, nemlig en villa på 436 kvadratmeter i Vejles eksklusive Bredballe-område.

Se Jyllands dyreste huse her.