Det skulle egentlig have handlet om Patrick Nielsens kamp mod argentineren Ruben Eduardo Acosta. Men pludselig dukkede Rudy Markussen uanmeldt op til Patrick Nielsens pressemøde i København. Og så tog begivenhederne ellers fart.

De to boksere har gennem længere tid været i forhandlinger om en kamp i juni måned. Men forhandlingerne er indtil videre strandet, fordi parterne ikke har kunnet blive enige om tidspunkt eller økonomi. Især Patrick Nielsens krav om en kamp 20. juni skaber uenighed mellem bokserne, da Rudy Markussen vil have længere tid til at forberede sig.

Forhandlingerne mellem Patrick Nielsens promotor og Rudy Markussen er primært foregået gennem pressen, og derfor troppede Rudy Markussen onsdag op for selv at stille Patrick Nielsen og hans tyske promotor et par spørgsmål.

Men Rudy Markussens påfund om at dukke uanmeldt op faldt ikke i god jord hos Patrick Nielsen, som bandede og svovlede af den 38-årige bokseveteran. Og foran rullende kameraer begyndte Nielsen, Markusssen, Nisse Sauerland og Rudy Markussen træner Kenneth Svensson ellers at diskutere højlydt.

Imens kunne Patrick Nielsens modstander Ruben Eduardo Acosta sidde og iagttage begivenhederne, mens hans tolk forsøgte at forklare situationen…

BT har talt med kilder om optrinnet, og alle forsikrer om, at det ikke var iscenesat.

Se hele optrinnet i videoen ovenfor.