KOMMENTAR
Tour de France årgang 2016 holder en hårfin balance mellem klatreture og prøvelser i kamp mod uret. Det ligner en åben og afvekslende affære, men også en sag for Froome.
Man skal huske ikke at glemme. Også når det kommer til at drage en lære af cykelløb.
Sommerens Tour de France var udset som et historisk brag. Med fire lysende stjerner til start. Et rivegilde mellem giganter over tre uger. En episk rejse fra det flade Holland ned mod den ultimative slagmark i Pyrenæerne og Alperne.
Det var udsigten, da vi stod i Utrecht med alle forventningernes sommerfuglevinger flaksende et sted i maveregionen. Men hvad vi ikke vidste var, at spændingen i det historisk anlagte Tour de France ville fordufte allerede ved mødet med den gudesmukke tinde Pierre St. Martin. Og hvad vi ikke kunne gennemskue var, at afgørelsen skulle vise sig at falde på en flad, stormomsust etape med kurs mod et randområde i Holland med det danskklingende navn Zeland.
Det var her, Chris Froome tog halvandet minut fra Nairo Quintana. Og selv om det ved første øjekast så ud til at være en skade, den lille colombianer kunne reparere senere i løbet, kom udfordringen af den regerende Tour-vinder for sent og uden afgørende effekt.
Læren er egentlig såre simpel: Det er rytterne, der først og fremmest skaber løbet og definerer dets anatomi. Man kan sagtens skovle de mest tænderskærende tinder og højdemeter i hovedet på rytterne, men hvis ikke terrænet bliver udnyttet, ender det bare med at være gold og frugtesløs asfalt.
Tour de France har ellers haft en heldig og dygtig hånd med at tilrettelægge ruten de seneste mange år.
Der er ganske vist en tendens i cykelkredse til at hylde himmelstræberne i Giro d'Italia og Vuelta España for hvert år at ville overbyde mere og mere bestialske strabadser. Men det er stadig Tour de France, som rammer balancen rigtigst år for år.
Ser man på den rute, løbsarkitekt Thierry Gouvenou har kreeret for 2016, er der lidt for de fleste, men måske især for den regerende Tour-konge Chris Froome.
Sådan kan det se ud med tanke på, at den kenyanskfødte englænder vil få hele to enkeltstarter at boltre sig på. Men når man piller lagene af de henholdsvis 37 og 17 km i kamp mod uret, Froome og de øvrige favoritter skal ud på, bliver billedet anderledes mangfoldigt. Faktisk er det spørgsmålet, om ikke bjergenkeltstarten til Megeve i lige så høj grad vil være mums for folk som franskmændenes egen yndling Thibaut Pinot, den italienske outsider Fabio Aru, en Alberto Contador på samtlige cylindre eller Nairo Quintana uden stækkede vinger.
Dermed er der også lagt op til en sprød udgave af Tour de France. Det er svært at bevare pessimisen på løbets vegne. Måske mest fordi vi kan forvente at se Alberto Contador komme i fuld vigør i sit (måske) sidste store etapeløb. Og så fordi de andre udfordrere, der skal gøre cykellivet surt for Chris Froome, har fået mere modenhed, erfaring og selvbevidst attitude.
