Det er ikke en menneskeret at få børn. Men det er blevet en mulighed for stort set alle. Og Gudskelov for det.

Reagensglasbørn eller donorbørn. Kært barn har mange navne. Men de er ikke bare kære, de også ønskebørn. Utvivlsomt. Og lad os lige slå fast: Donorbørn kan have en fuldstændig ligeså kærlig, tryg og god opvækst som børn, der er opvokset sammen med deres biologiske forældre.

Men ligesom der ligger en grundlængsel i de fleste mennesker efter at føre slægten videre – en længsel efter, at nogen skal komme efter os – så bærer vi en medfødt længsel efter at vide, hvem der var før os. De nulevende som de døde. Dem, der hører med til vores slægt, vores biologiske baggrund.

Fortællingen om hvem vi er, hvor vi kommer fra. Vi har en længsel efter at vide, hvem der har haft de grønne øjne før os. Det lyse hår og skønhedspletten på kinden. Den mørke stemme og den skæv lilletå, det musikalske gen eller hvad det nu måtte være.

For mange donorbørns vedkommende bliver det en livslang uforløst længsel. En søgen efter deres genetiske ophav, der slutter ved det reagensglas, de engang lå i. Et gennemsigtigt reagensglas med nummer - uden navn. En anonym sæd eller ægdonor for den sags skyld lader ikke kun sine gener, men også anonymiteten gå i arv. Så kan det godt være, at man både er et ønsket, elsket og længe ventet barn. Men man mangler noget.

Nu vil nogen selvfølgelig indvende, at der findes hundrede andre årsager til, at man ikke kender den ene halvdel af sit biologiske ophav. Det gør der også. Du kan være undfanget i lykkelig eller ulykkelig kærlighed på en bænk ved solopgang, på bagsædet af en bil eller under et bord til en julefrokost hvor moderen efter ønske, aftale eller tusinde tårer ikke ser stodderen igen. Og det blev så barnets fortælling. Men i det mindste er der en fortælling om en flygtig far. Ikke en anonym, men en mand moderen har kendt. Om ikke andet så i bibelsk forstand. Men det er livsvilkår. Det, som livet nu engang byder os.

Donoranonymiteten er ikke et livsvilkår. Det er en beslutning, der kan ændres. Og situationer, der kan undgås. Efter 40 år med donationer er 15.000-20.000 danskere født ved hjælp af sæd- eller ægdonationer, og mange af dem bærer rodløsheden med sig hele livet som en konsekvens af en ansvarsløs anonymitetsregel.

Når samfundet tager ansvaret for at hjælpe barnløse med at få barn, bør samfundet ligeledes påtaget sig ansvaret for, at barnet har adgang til sit genetiske ophav, når det er myndigt. Jeg vil egentlig nødig tale om donorbarnets menneskeret, men snarere om menneskepligt, donorens pligt og samfundets pligt.

Om man vil benytte muligheden for at søge sit genetiske ophav, må man så selv om. Den seneste tid er adskillige donorbørn med identitetsbrud trådt frem i medierne og fortalt om at leve med huller i deres historie, uvisheden om halvsøskende og uden så meget som et donornummer på deres far. Det vidner om, at donoranonymiteten bør ophæves, og her må hensynet til barnet veje tungest.

Hvad enten motivationen for at være donor er gode, nemme penge eller et oprigtigt ønske om at hjælpe barnløse – så giver donorer ikke bare en pose blod til livets opretholdelse, men de giver et liv. Halvdelen af et menneskeliv. Og donorene skylder ikke børnene hverken penge, samvær eller kærlighed, men de skylder dem muligheden for at få et ansigt og en fortælling  at spejle sig i.

Netop i vores selvhjælpstider, hvor vi har så travlt med at skulle udgrunde og forklare os selv, er det fuldstændig urimeligt, at enkelte mennesker fra fødslen forholdes muligheden for at se sig selv i slægtens sammenhæng. For mennesket er ikke bare genetik. Mennesket er ikke bare et barn, man kan ønske sig – men en guddommelig skabning af både støv og ånd der undres og længes efter at begribe sig selv. Og mennesket er altid mere, end hvad der er menneskeligt at begribe.