KOMMENTAR

Historiens åg kan være tungt at bære. Cykelsporten bakser som bekendt en del med følgerne af løgn, manipulation og konkurrenceforvridende snyd.

Personligt har jeg mindre end et lunkent skuldertræk til overs for Frank Højs forsinkede og småforvirrede prut af en tilståelse. Hvor oprigtig eller ufuldstændig den end måtte være.

I den store fortælling er det selvsagt langt mere ødelæggende, når et globalt ikon som Lance Armstrong viser sig hjerteløs nok til også at udføre sit biokemiske stunt under delvist dække af at kæmpe en slags sag for kræftramte. Det er også et slag mod troværdigheden, når en dansk Tour-vinder som Bjarne Riis viser sig både at have fiflet og siden have videreført sin viden på sit fremstormende cykelhold.

Det er farceagtigt, når Armstrong-disciplen Floyd Landis bliver afsløret som testosteronbombe halvandet døgn efter at være blevet fejret som vinder af Tour de France 2006 i Paris.

Og det er desillusionerende, når en rytter som Michael Rasmussen ikke bare sætter sin løgn i system og bruger sit kriseramte ægteskab som skalkeskjul, men også har frækhed nok til at iføre sig en martyrrolle som systemoffer med henvisning til at være udsat for ’århundredets justitmord’. Især fordi det siden skulle vise sig, at den danske bjergkonge og iværksætter skam var medejer af sin egen blodbank, når der ikke blev revet ned fra apotekerhylderne med hvert et ledigt lem.

Okay, jeg stopper her. Og skynder mig at tage det forbehold, at Team Sky kan vise sig at være gjort af samme stof, selv om Chris Froome og kompagni om ikke andet er underkastet et andet og langt mere omfattende kontrolapparat end de ovennævnte. Om det virker efter hensigten og giver valuta for de milliarder, antidoping-organisationerne efterhånden lægger beslag på, er så en anden sag.

Men det er, hvad vi har at arbejde med, selv om det de seneste år er kommet på mode for mere eller mindre videnskabeligt valide typer at skyde sig ind på klatrefart og watt-tal, der alene for Chris Froomes vedkommende varierer fra 6,1 w/kg til 7.0 w/kg.

Selv hævder Team Sky at være god til det der med marginale forbedringer. Både i forhold til træning, teknik, materiel, løbsforberedelse, ernæring og hele det logistiske apparat, der omgiver dem. Også det er hørt før i en variant eller to. Muligvis endda med Bjarne Riis og Team CSC som afsender i sin tid.
Rigtig mange gider ikke lade sig besnære eller forblænde mere. De vil populært sagt bare have svesken på disken.

Man behøver dog ikke skæve langt over hækken til andre sportsgrene for at se, hvordan der arbejdes med nogle af de samme faktorer. Filmen ’Moneyball’ er fortællingen om, hvordan en manager fra det underpræsterende baseball-hold Oakland Athletics forvandlede tabere til vindere med indgående spillerstudier baseret på statistik.

Hos de danske fodboldmestre fra FCM kan bestyrelsesformand Rasmus Ankersen både skrive bøger og holde timelange foredrag om, hvordan holdet fra heden er gået fra muld til guld. Blandt andet med brug af mentaltræning, hypernørdet analyse, velforberedt rekrutteringsarbejde og alle mulige input fra såkaldte key performance indicators, som det hedder på mundret udenlandsk.

Det har intet med cykelsport at gøre. Og slet, slet ikke med doping. Men det har noget at gøre med en sport som fodbold, der er gået fra at være baseret på leg, teknik, intuition og følelser til anderledes stram og resultatorienteret tænkning. Det kunne lyde som marginale forbedringer, men det har gjort en verden til forskel hos FC Midtjylland. Måske, bare måske, findes der også en form for paradis bag Team Skys succes.

Jeg vil have lov at håbe. Indtil videre.