Man kan ikke leve af kærlighed og kildevand. Men lige så sikkert er det, at vi dør uden kærlighed og kildevand. Uden kys, kærtegn, kærlige ord. Små hastige påmindelser om, at nogen elsker os på en SMS, Snapchat eller Messenger. Og en mail, hvis man er lidt mere gammeldags. Og har lidt mere på hjerte.

Engang skrev man jo kærestebreve. Eller kærlighedsbreve. Det håber jeg, mange gør endnu. Der er intet sødere end at modtaget et brev båret over landsdele, måske landegrænser. Længe ventede breve krydser hinanden. Kærlige hilsener, der forkorter afstanden mellem to elskende.

Det er som om, man kan mærke den elskede gennem huden, når man lader fingerspidserne glide henover ordene, der lå i kuverten. Helt almindelige ord, fra en ikke helt almindelig. Nogle ord bliver gemt i den brune arkivkasse som den, jeg har stående på min reol. Andre er ikke skrevet ned, men gemt i hjertets hulrum. Til at leve af. Ord til liv.

Vi bliver kaldt til live, skabt og genskab af ordene fra den elskede, der ser lidt mere i os, end der umiddelbart er at se. Selv de kærlighedsfortællinger, der sluttede – de kærligheder, vi har mistet, har elsket noget umisteligt frem i os.

Men kære læser. Kære menneske, der er en fortælling, vi aldrig i evighed bliver skrevet ud af. Nemlig påskens store kærlighedsfortælling, hvor Gud viser, at han altid følger og forfølger os med sin kærlighed.

Søren Kierkegaard sammenligner det at læse Bibelen med at læse brevet fra sin elskede. Som mellem to elskede har kærlighedsbrevet gjort afstanden mellem Gud og menneske så kort, at vi slet ikke kan komme uden for kærlighedens rækkevidde. Det har vi øjenvidner på. Kvindeøjne har set, hvad intet øje så.

På den første dag i ugen gik Maria Magdalene og den anden Maria ud til Jesu grav, mens morgensolen mildt opstod. De vred hænderne, de sukkede af sorg. Men dér i gravkammeret, hvor de troede døden boede, og kroppen var kold, lå brevet fra den elskede. De hørte englen i hvide klæder tale til dem. Engleblide engleord. Kærlighedsord.

»Frygt ikke,» sagde englen til de frygtsomme og forfærdede.

»Han er opstået, som Han har sagt. Og han er gået i forvejen for jer.«

Det er ord til liv. Til evigt liv. Budskabet om opstandelsen forkynder, at Gud har noget på hjerte til os, derfor elskede han en ny begyndelse frem i de dødes have, i Jesu stille gravkammer og i alle vores grave siden.

Det er en genskabelse eller en genbeskrivelse af den elskede – af os, Guds skrøbelige skabninger - med ord, fordi Gud ser mere i os, end der er at se. Derfor var de sidste ord, Jesus sagde til noget menneske, inde han døde, ordene til røveren, der hang på korset ved siden af ham:

»I dag skal du være med mig i Paradis.«

Selv i den usleste af os ser Han mere end alt det døde, vi har i vores hjerter. Derfor er Kristus opstanden for dig, kære menneske, for dit livs skyld. Han opgav sig selv for at give rum for en Guds store kærlighed, der kunne bære Ham ud af graven og tage os med ved hånden ind i Guds lysende land. Grundtvig skriver om det, i en af sine skønneste påskesalmer:

Du som har dig selv mig givet

Lad i dig mig elske livet

Så for dig kun hjertet banker

Så kun du i mine tanker

Er den dybe sammenhæng

Den dybe sammenhæng er den kærlighed, vi ikke kan leve uden. Derfor lyder hver dag en efterklang af engleordene til os til os:

»Kom hjerte med hvad dødt du har, hvad du med sorg til graven bar,« for i Guds store overbærende kærlighedsgerning påskemorgen begyndte evigheden i dig. Du er tilgivet lille menneske. Ord der genbeskriver dig. Ord til liv. Evigt liv. Ord der stryger liv ind i vores forårskolde kroppe og elsker noget umisteligt frem.

Glædelig påske.