Kære Viktor Axelsen.

Tillykke med at du lørdag aften blev en suveræn vinder af BT Guld. Du har nu skrevet dig ind i den lysende galakse af danske sportsstjerner, der siden 1930 har modtaget prisen.

Som du måske ved, kalder vi BT Guld sportens egen pris, fordi det er 40 af landets største idrætsudøvere, der har stemt på dig. Eller 39 for nu at være helt præcis, eftersom du selv indgik i juryen og ikke måtte stemme på dig selv. Det var heller ikke nødvendigt. Af de 34 stemmer, vi kan offentliggøre (fem har valgt at være anonyme og din egen tæller vi ikke med), har 29 givet dig topkarakter. Det er ganske imponerende og giver den mest suveræne sejr, jeg lige har kunnet finde frem fra gemmerne.

Jeg håber, prisen betyder meget for dig, selv om du de seneste år har modtaget et væld af hædersbevisninger, og selv om det er svært at hamle op med et verdensmesterskab og en førsteplads på verdensranglisten – for nu bare at nævne to af dine store præstationer fra 2017.

Desværre var du ikke til stede i Herning for at modtage prisen. Ærgerligt for showet, og ærgerligt for os, der gerne ville have sagt tillykke, men både forståeligt og kendetegnende for en topprofessionel sportsmand, der som dig havde valgt at droppe jul og nytår for at forberede sig til årets første turneringer på den anden side af jorden.

Foto: GIUSEPPE CACACE
Vis mere

Da jeg i 2016 hørte dig give interview på kinesisk ved OL i Rio, blev jeg både forbløffet og betaget. Siden har jeg lært, at der ikke var grund til at blive forbløffet, fordi evnen og viljen til at arbejde på ikke bare dit talent for at spille badminton, men også dit talent for at tilbyde den bedste version af dig selv til både medier, fans og sponsorer er uovertruffen og har været det altid. I oktober, da du havde vundet VM og var blevet nummer 1 på verdensranglisten, besøgte vi din far i Odense, hvor han kunne fremvise billeder af dig, små trøjer med din autograf og masser af andet merchandise, der ligger klar til at blive sendt ud til dine fans. Han fortalte også, hvordan du og han siden 2009 har arbejdet seriøst med dit brand. Og hvordan det nu endelig begynder også at give økonomisk gevinst.

Det er at tage sin karriere og sit talent seriøst, og det vidner om, at man både er gjort af og ønsker at gøre noget særligt uden nødvendigvis at være afhængig af støtte fra forbund og elitecentre, som andre i sidste ende vælger at tildele eller fratage dig.

Jeg ved, du har uendelig stor støtte fra din familie, og at du i Kenneth Jonassen og de øvrige trænere har fantastisk godt sportslig sparring. De skal også ønskes tillykke. Men i sidste ende er det dig, der står mellem stregerne, det er dig, der sætter målene, og det er dig, og kun dig, der indfrier dem. Tillykke med et utroligt 2017, og tak fordi du sætter nye standarder for, hvordan man kan udvikle sig som både sports- og forretningsmand. Tillykke med BT Guld.

De bedste hilsener

Morten Crone Sejersbøl, sportschef, BT