KOMMENTAR

I 21 år fra 1980 til 2001 sad spanske Juan Antonio Samaranch som præsident for den internationale olympiske komité (IOC). Det blev et varemærke for ham at afslutte legene med at rose værterne for at have holdt ’de bedste lege nogensinde’ – han undlod det dog i Atlanta 1996, som blandt andet var blevet mærket af et alvorligt bombeangreb.

Jeg tør ikke sige, om Samaranch, der både syntes at leve efter andre regler og med en ikke ubetydelig evne til at forherlige sit eget værk, ville have kaldt de lege, der søndag sluttede i Rio for de bedste nogensinde. Det havde i så fald været bragesnak. Legene i Rio, som jeg selv havde fornøjelsen at opleve langt størstedelen af i byen, men også har oplevet gennem tv-seerens øjne, blev aldrig den smukke brasilianske fest, man kunne have håbet på.

Jo, der var store øjeblikke – jeg har også haft mine. Men det ændrer ikke ved det overordnede indtryk af et OL, der savnede folk på tilskuerpladserne. Noget man i går også kunne læse kronprins Frederik i Politiken kritisere arrangørerne for.

Dertil kan jeg så tilføje en metro, der aldrig blev bygget færdig, så den kunne skabe bro mellem den olympiske park og byens centrum, kedelige gangstilladser og historier om en olympisk by, der mildt sagt var flosset i kanten ud over 12. time – og som i øvrigt var en arkitektonisk øjebæ i kedelige omgivelser.

Læg dertil, at gadebilledet i Rio har manglet noget af den sang, fest og musik, man kunne forvente skulle have været den logiske måde at byde legene velkommen til kontinentet for første gang på.

Bevares, der har været fine tv-panoreringer hen over Rios grønne bjerge, Kristus-figuren og strandene, og rostadion ved Lago var regulært smukt. Men vi så i den grad også en by med trafikpropper ud over det sædvanlige, og som havde placeret den olympiske park så langt fra centrum, at det svarede til at rejse mellem København og Odense at komme derud. Og når man så nåede frem, stod man i en olympisk park, der mest af alt mindede om en stor parkeringsplads med nogle arenaer spredt ud over. Ikke meget grønt. Ikke meget musik. Ikke meget lokal mad og folkefest.

Meget af det handler om, at Brasilien ulykkeligvis befinder sig i en dyb økonomisk krise, hvilket også har gjort det til en udfordring at overbevise folket indadtil om, at dette OL nu også var en god idé.

Jeg siger ikke, at vi andre, der som gæster i landet eller på tv-transmissionerne fulgte med, mangler at blive overbevist om, at OL var en god idé i Rio. Det var okay og fint nok – vi blev bare aldrig blæst bagover.

Det blev vi til gengæld af den danske indsats. Jeg rejste af sted med skepsis over for ambitionen om at hente 10 medaljer og står selvfølgelig med en flov smag i munden over også at have sagt det højt. Det er dog en af de bedre fejltagelser, jeg har rørt ved.

Vi har set et dansk hold atleter, der økonomisk har været hjulpet stærkt på vej af sponsoraftaler, der var større end tidligere. Men én ting er at have flere penge. Man skal også have talentet for at bruge dem rigtigt.

Det har danskerne gjort suverænt ved at bo på hoteller de rigtige steder, have bedre udstyr end i 2012 til for eksempel cykelrytterne og ved at være på flere rekognoceringsture. 15 medaljer er i sig selv vildt. Det gør det endnu mere vildt at tage til et helt andet kontinent under så anderledes forhold og hente dem.

Tillykke til alle medaljetagerne, og tak for at ekstraordinært dansk OL.

Andre læser også