KOMMENTAR

Generalprøven er overstået. Der er ikke flere muligheder for at teste for fuld styrke. Danmark rejser til VM i Rusland med en 2-0 sejr over Mexico i ryggen. Og kan Åge Hareide så være tryg ved udsigten til første knaldhamrende vigtige møde mod Peru? Nej, ikke helt. Resultatet på Brøndby Stadion fortæller ikke det sande billede af landsholdets øjeblikkelige styrke.

Startopstillingen virker ikke fastlagt for Hareide, og særligt Pione Sisto må bruge den kommende uge fyldt med usikkerhed på, om han starter inde. Mit bud er, at han bliver droppet. Godt nok kæmper landsholdet med at skabe noget offensivt, men Sisto sprudler ikke som normalt. Lige nu er det folk i topform, Åge Hareide har brug.  Det nævner han selv gang på gang. Det krav kan Sisto ikke honorere. Resten af gruppen fra startopstillingen mod Mexico får sandsynligvis genvalg. Der er simpelthen ikke længere plads og tid til at eksperimentere. Nu må det briste eller bære.

På sidste pressemøde inden landsholdets testkamp mod Mexico leverede Hareide en stikpille til medier og andre kritiske stemmer. Han udtalte, at han arbejder på at forstå danskerne og den danske presse. Nu er det så, at landstræneren skal screendumpe denne klumme og tage med sig. For her kommer mit bidrag til at øge Hareides forståelse. Vi er ikke negative, vrede eller sure. Vi er passionerede, begejstrede og nysgerrige. Landsholdet er noget af det største, vi har, og et VM lige om hjørnet er en gigantisk begivenhed. Når vi i tiden op til dette VM-brag oplever overraskende beslutninger ført igennem fra Åge Hareides side, jamen så stiller vi spørgsmål til disse, fordi vi er oprigtigt interesserede i at vide mere. Tænk, hvis vi var ligeglade, det ville da for alvor være trist.

Nu fortsætter jeg med at være passioneret og nysgerrig, og på den rejse lander jeg ved det faktum, at jeg ikke mener, vi blandt landsholdsreserverne har tilstrækkeligt med gamechangers. Dem får vi ellers brug for. Her tænker jeg på spillere med tilpas meget x-faktor, at de kan levere noget uventet og overraskende. De spillere, der kan vende kampene, når landsholdet knokler med at få det til at sprudle. Kampene mod Peru og derefter Australien lægger op til, at Danmark kommer til at have bolden mest og skal skabe kampene. Det tror jeg, vi får svært ved.

Christian Eriksen i aktion mod Mexico. Vis mere

Jeg ser gamechangers i Kasper Dolberg og Martin Braithwaite. Viktor Fischer hører også med i den kategori, men han ligner en mand, der hører til truppens yderste mandater. Og så er der Andreas Cornelius - et forsigtigt bud herfra er dog, at Cornelius ikke bliver klar til Peru-kampen.

Gamechangers er for mig også Pierre-Emile Højbjerg, Daniel Wass og Riza Durmisi. De er for mig klart gode nok til landsholdet og kunne have leveret det overraskende, når landsholdet kæmpede med det kreative. Dem har Åge Hareide dog valgt fra af andre årsager end sportslige, som jeg læser situationen. Desværre.

Tilbage til nordmanden. Jeg forstår godt, hvis Hareide har følt sig presset. Han er under konstant beskydning, men det er desværre selvforskyldt. Det har jeg gentaget flere gange, og jeg skal forsøge ikke konstant at sovse rundt i den dagsorden. Til gengæld bliver landsholdsspillerne ved med at bidrage til debatten om Hareides valg. De udsender sågar pressemeddelelser. Tidligere på ugen smed vragede Andreas Bjelland sådan en afsted, og lørdag talte han ud i et stort interview med Jyllands-Posten. Det blev publiceret i timerne op til Danmark-Mexico for at skabe maksimal opmærksomhed.

Andres Guardado fra Mexico skyder frispark under venskabslandskampen i fodbold mellem Danmark og Mexico. Vis mere

Tiden må vise, hvordan Åge Hareide reagerer og agerer, når opmærksomheden på ham bare vil stige de kommende uger. For hvis Hareide synes, at han har skullet svare på mange kritiske spørgsmål den seneste tid, tør jeg ikke tænke på, hvordan han håndterer et VM, hvor antallet af medier eksploderer. Jeg håber for ham og landsholdet, at han viser sig som en leder, der kan navigere i et oprørt farvand og ikke lader sig gå på, hvis der kommer kritik. Succes bygges også på en stærk leder, der kan skærme sin gruppe og stå imod et ydre pres. En leder og landstræner der ikke forveksler passion, begejstring og nysgerrighed med negativitet.

Lad os så få det VM sparket gang!