Joy Fryd Larsen
Joy Fryd Larsen Foto: Liselotte Sabroe Liselotte Sabro

På biblioteket, i biografen, i bussen: Det er efterhånden ikke til at få ørenlyd nogen steder. Hvorfor har folk behov for at larme så meget?

Jeg ved godt, at den løftede pegefinger hører sig til weekendens debatsektion med ‘Astrups Lørdagsbrok.’ Men jeg har fået nok af andre menneskers evindelige given lyd fra sig, så jeg vikarierer i dagens anledning for Peter.

På mit lokale bibliotek, hvor man traditionel set skal være stille, insisterer folk nemlig pludselig på at holde lange rundbordssamtaler. Og gerne let hviskende fordi de godt ved, at det ikke er en ammestue, hvilket kun gør støjseancen mere utålelig.

btnyhed

Det hører med til historien, at der er meget lydt, men det formilder ikke lydgenerne fra sportsfodtøj, der slæbes hen ad ad bibliotekets linoliumsgulv af voksne mennesker, der ikke har lært at binde deres sko, så de sidder fast på fødderne.

Og så er der dem, der rent faktisk sidder og læser, og som vender siderne i deres bøger med en sådan omhu, at papiret næsten gnides i stykker, for hvem ved, hvad der sker, hvis svimlende to sider skulle blive vendt på én gang?

Er jeg sensitiv?

btnyhed

Sig ikke, at du ikke også har undret dig over lydniveauet følgende steder:

I bussen. Der er efterhånden virkelig mange - især unge drenge - der råber ad hinanden, slås med hinanden eller et miks af disse, mens de hører dårlig, provinsiel musik på deres mobiltelefoners højtalere, hvis det altså ikke er en eller anden højdramatisk actionfilm, der distribueres på lydstyrke 100.

‘Sharing is caring,’ men ‘Die Hard 2’ i forening med babygråd, folk, der hoster og nyser - uden at holde sig for munden forstås - og chaufførens konstante mumlen over højtalerne, der, af Gud ved hvilken årsag, aldrig virker, er og bliver ikke ‘caring’.

I biografen burde man til gengæld passende kunne se en actionfilm, men biografen er ikke længere et sted, hvor folk lader sig underholde, men de underholder i stedet selv hele salen.

btnyhed

Med snak - der justeres i lydstyrke, så den altid er en enkelt decibel over filmens - og madpakker så store, at jeg er sikker på at have set et menneske indtage på halvanden time, hvad jeg selv fortærer på en uge.

Og så er der sodavand, der er så god, at den skal nydes til absolut sidste dråbe, og bland selv-slik til dessert.

Slik, som folk selv har valgt, hvorfor det er mig en gåde, at det kan tage to minutter og 45 sekunder at fiske et enkelt stykke op. Jeg mener bare: Er folk bange for at komme til at vælge et stykke, de ikke kan lide? Fra den pose, de netop selv har blandet af slik, som de godt kan lide?

I kantiner skulle man derimod tro, at det var muligt at nyde sin madpakke og velfortjente pause. Men også her er der et lydniveau, man kun finder magen til i et abebur. Det er ikke ‘afstressende’ at holde pause i en kantine, det er kun ‘stressende’.

Og så har vi endnu ikke talt om den lydstress, man ligeledes får ved at gå på café, sidde i en stillekupé eller ved at have naboer, for larmen er alle steder - men hvor kommer den fra?

Har vi glemt alt om takt og tone eller er vi slet og ret så bange for at dø, at vi konstant må bekræfte vores egen eksistens ved konstant at give lyd fra os i en eller anden grad?

Så ti dog stille!

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook