Det udløste ramaskrig, da supermarkederne i december gik i åben priskrig og dumpede priserne på flæskesteg, fløde og smør ned i absurd lave niveauer.

Dyrenes Beskyttelse gik ud med budskabet om, at det skader den bæredygtige opdragelse af danskerne, når et par kilo konventionel flæskesteg pludselig kan købes for en 20’er.

Fødevareproducenterne mente, at supermarkederne giver os et helt skævt billede af, hvad tingene i virkeligheden koster, når de sælger varerne så billigt.

Og sådan kan man blive ved.

Mens debatten rasede, væltede danskerne så lystigt ned i supermarkederne og fyldte kurven med billige varer.

Og lad os nu lige minde os selv om, hvad det er for en situation, vi står i, og hvad denne priskrig lærte os.

Danskerne oplever lige nu historisk høje priser på gas, elektricitet, diesel og benzin.

I sær her i vintermånederne er voldsomme ekstraregninger på el og gas begyndt at gøre ondt i mange danske husstande. Smerten vil næppe aftage de kommende måneder.

Samtidig er priserne på fødevarer og forbrugsgoder i alle afskygninger begyndt at stige mærkbart. I november var inflationen i Danmark den højeste i 13 år.

For mange forbrugere virker de her prisstigninger overvældende. De skaber reel bekymring.

På trods af de stigende priser – som jo også i høj grad rammer dagligvarebranchen – valgte supermarkederne altså alligevel at gå ekstra hårdt til den i december og føre en historisk aggressiv priskrig.

Det gjorde supermarkederne selvfølgelig ikke for sjov. Der var en klar bagtanke.

Deres vilde slagtilbud var en kynisk mekanisme, som skulle lokke dig ind i butikken og få dig til at købe andre varer, som de så i stedet kunne tjene en fyrstelig avance på.

Men helt grundlæggende må de vilde tilbud trods alt tolkes som et opløftende signal.

Vi er begunstiget med et dagligvaremarked i Danmark, hvor der er alt for mange supermarkeder i forhold til antallet af mennesker, og derfor er konkurrencen om at vinde dig som kunde særdeles hård.

I den konkurrence spiller pris en afgørende rolle.

Som én supermarkedskæde sagde til B.T. for under en måned siden: Hvis man har lavet en tilbudsavis, hvor priserne ikke er lave nok, så kan man aflæse det direkte i omsætningstallene, når ugen er omme.

Der er ganske enkelt kontant afregning, hvis ikke man har skarpe nok priser. Vi vælger de sløje supermarkeder fra. Og de ved det.

For danskerne var decembers priskrig endnu et tegn på, at kæderne er klar til at tage pris-kampen op for at gøre sig fortjent til at have dig som kunde.

Dermed ikke sagt, at du ikke risikerer at blive flået i supermarkederne, for det gør du i høj grad.

Lige nu stiger priserne på mange dagligvarer. Det kommer vi naturligvis til at følge tæt og med kritiske briller her på B.T.

Men decembers priskrig viste også, at lysten til at investere i at vinde kunder med markante slagtilbud er intakt. Du skal overhovedet ikke skamme dig over at tage imod de tilbud.

Hvis du er opmærksom og handler klogt, vil der fortsat være masser af priskup at gøre i landets supermarkeder i 2022.

De har ganske enkelt ikke råd til at lade være.

Og det er alt andet lige et lille lys i mørket.

Andre læser også