Forestil dig, at alle de danskere, der vil, bliver testet hver uge for covid-19.

De, der er syge, bliver hjemme, bliver passet godt på og får betalt deres udgifter. Resten af os går på arbejde som normalt – ja faktisk har alle raske en mere eller mindre almindelig hverdag. Vi kan gå til fodbold og i biografen. Restauranterne er åbne, og det er barerne også.

Lyder det utænkeligt? Det er det faktisk ikke, og havde vi sadlet om tidligere i forhold til massetestning, så ville det have været virkelighed i Danmark nu.

En visionær plan

I det tidlige forår, hvor Danmark – ligesom resten af Europa – var lukket ned, interviewede jeg nogle spændende videnskabsmænd med visionære ideer om at teste hele befolkninger løbende.

Mændene med ideen var den amerikanske nobelprisvinder i økonomi Paul Romer og den anerkendte britiske virolog Julian Peto. Sammen havde de udviklet et koncept for, hvordan ugentlig massetestning kan holde coronasmitten i skak, indtil vi alle er blevet vaccineret.

Udgifterne til denne gigantiske opgave ville, forklarede videnskabsmændene, være meget store, men det var, som makroøkonomen Paul Romer sagde det, »pebernødder i forhold til de udgifter, vi ellers kommer til at betale for at holde samfundet lukket«.

De griner ikke mere

Mange, også i videnskabskredse, rystede dengang på hovedet. Nogle grinede ligefrem ad de højtflyvende ideer. Men her næsten otte måneder senere må vi indse, at de to videnskabsmænd nok havde ret. Når året er omme, vil Danmark have brugt et trecifret milliardbeløb på at lukke samfundet ned. Vi kunne have holdt samfundet i gang, samtidig med at vi havde brudt smittekæderne og forhindret smitten af de ældre og svageste ved løbende at teste alle.

Nu tilbyder de virksomheder, der har råd, daglige tests til deres ansatte, der så kan arbejde i ro og mag og uden frygt. Der er lange køer foran testcentre landet over, for de fleste danskere vil gerne testes. Som samfund er vi bare ikke gearet til at løse opgaven endnu.

Efter megen skepsis omkring massetestning og kritik af, hvor effektive de er, rulles lyntests nu ud i mange de lande, hvor økonomien tillader – fordi det er den eneste mulighed, vi lige nu har for at få en hverdag til at fungere bare nogenlunde uden at skulle gemme os for hinanden.

Danmark kunne være blevet foregangsland

Uafhængigt af hinanden gav videnskabsmændene Julian Peto og Paul Romer dengang udtryk for, at netop Danmark var et nærmest perfekt sted til at afprøve massetestning. »I er så velordnede og digitale. I har sundhedsoplysninger på alle borgere, og så er I et relativt lille land. Sig til jeres politiske ledere, at jeg gerne vil tilbyde min assistance med at få det her op at stå,« sagde Paul Romer dengang.

Det er ikke hver dag, at en nobelprisvindende økonom tilbyder gratis assistance, og jeg tog efterfølgende kontakt til en række myndigheder – ingen nævnt, ingen glemt – for at viderebringe budskabet. Da landet alligevel var lukket ned, tænkte jeg, at et sådant tilbud ville blive modtaget med kyshånd. Men jeg tog fejl. Ikke en eneste instans ønskede at tale med nobelprisvinderen i økonomi fra 2018.

Havde man gjort det dengang, så ville man formodentlig have undgået hele det triste efterår med endnu en nedlukning og yderligere økonomiske tæv, der, som Paul Romer allerede sagde:

»...vil sætte sit mærke på generationerne efter os. Politikere og andre beslutningstagere bliver ofte skræmt af meget store beløb, og udrulning af massetest lyder umiddelbart dyrt. Men på sigt er det uendeligt meget billigere.«

Liverpool i førertrøjen

Jeg skriver denne klumme i Liverpool. Den første storby i verden, der har forsøgt sig med udrulning af løbende massetestning. Liverpool havde i oktober de højeste smittetal i hele Storbritannien og blev udvalgt som forsøgsby til en storstilet plan, der gik ud på at have massetestning klar til alle i landet i 2021.

Forsøget i Liverpool er gået relativt godt. Liverpool har nu forholdsvis langt færre smittede pr. indbygger end eksempelvis København og London. Den britiske hovedstad er i denne uge flyttet op i den hårdeste kategori for nedlukning, mens Liverpool er rykket ned i mellemkategorien. Londons restauranter er lukkede, Liverpools er åbne.

Man har forsøgt sig med ugentlige hurtigtests (lateral flow), der minder om graviditetsprøver og giver resultat på 15 minutter. Liverpool er bestemt ikke et nemt sted at gennemføre massetestning. Byen huser nogle af Englands fattigste borgere, og det har vist sig svært at nå bestemte befolkningsgrupper.

Men trods alt er forsøget i Liverpool så håbefuldt, at det forsættes, og massetestning udrulles nu til alle dele af Storbritannien. Borgerne strømmer til lokale testcentre, og det er, som en husmor med børn fortalte mig foran et af Liverpools mange gratis teststeder, »blevet en del af hverdagen«.

Havde vi i Danmark gidet lyttet til dem, der netop betegnede Danmark som et oplagt sted for den form testning, så ville vi nu have haft massetest udrullet for længst. Vi er et meget mere velordnet og overskueligt samfund end det britiske, og min påstand er, at Danmark i så fald ikke ville have haft brug for endnu en nedlukning.

Man skal som bekendt ikke græde over spildt mælk. Men vi må håbe, at beslutningstagerne har øjne og ører åbne under resten af vores vej ud af coronakrisen. Her sov vi i timen.