Der er forkølelse, og så er der bihulebetændelse. Med bihulebetændelse mærker du for alvor din krop og bliver samtidigt husket på, hvorfor et sundt helbred og et stærkt immunforsvar er alfa og omega.

De mennesker, der endnu ikke har prøvet at være ramt af bihulebetændelse, bør prise sig lykkelige. For en bihulebetændelse er ikke bare en afart af forkølelse. Det er meget, meget værre, og generne forbundet med bihulebetændelse er langt mere vidtrækkende.

Når du er ramt, kan det føles som om, bihulebetændelsen tager styringen, og at dit hoved bare må makke ret – for bihulebetændelse er et uventet angreb indefra. Et angreb du skal være forberedt på at afværge og bekæmpe.

Kraniet eksploderer
Når du rammes af bihulebetændelse, vil de hulrum i ansigtet, der normalt er forbeholdt luft, pludselig blive invaderet af betændt slim – en følelse lidt i stil med en stor, trykkende byld. Men hvor en byld ofte er placeret et relativt uskyldigt sted på kroppen, trykker bihulebetændelsen på nogle helt andre tangenter, og her er det både øjne, kæbe, tænder og pande, der påvirkes, ligesom smags- og lugtesansen ofte også forringes, mens bihulebetændelsen står på.

For nogle mennesker kan det blive en udfordring at tygge sin mad, simpelthen fordi de sprængfyldte bihuler skubber til kæbemuskulaturen, for andre står den på et par ugers konstant hovedpine, mens nogle kan føle, at det spænder omkring tænderne – og i visse tilfælde kan tænderne endda føles løse. Hertil vil feber i mange tilfælde være en naturlig følgesvend, der hænger over hovedet, og sikrer at du bliver i sengen.

En konsekvens af bihulebetændelsen kan være, at det betændte slim finder vej til lungerne, hvor det kan udvikle sig lungebetændelse, så det er derfor vigtigt få bugt med bihulebetændelsen, inden den løber løbsk.

Dominoeffekten
Som følge af forkølelse og de tilstoppede bihuler vil du ofte opleve, at det bliver svært at trække vejret naturligt gennem næsen, og derfor kan det også blive en kamp at sove igennem om natten. Mange af de helt basale processer, som vi ellers tager for givet, forringes altså markant, mens bihulebetændelsen står på, og det kan have konsekvenser. Særligt fordi en bihulebetændelse kan vare i flere uger.

Når kroppen slynges ud af kurs, går dominoeffekten i gang. Fordi du ikke får din nattesøvn og din vejrtrækning er besværet, kan du have svært ved at overskue en sund livsstil. Mangel på søvn kan medføre en trang til søde sager, og med sygdom og vejrtrækningsproblemer er motion selvsagt en udfordring. Disse ting til sammen kan have en negativ effekt på immunforsvaret, hvilket kan bevirke, at restitutionstiden forlænges, og du kan have svært ved at få bugt med betændelsen.

Sådan gør du hverdagen lidt lettere

  • Rens næsen med saltvand og brug næsespray. Næsesprayen skaber afløb fra bihulerne og vejrtrækningen lettes.
  • Tag eventuelt smertestillende piller, hvis det trykker omkring pande, kæber og øjne
  • Drik masser af vand, så det seje slim løber lidt lettere.
  • Giv dig selv lov til at være syg. Du kommer hurtigere over din bihulebetændelse, hvis du giver dig selv ro og mulighed for at sove igennem.

Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.