To piloter kom lørdag morgen op at toppes med en stewardesse og en steward i et Air India fly, efter de angiveligt havde forgrebet sig på den kvindelige stewardesse. Det skriver Times of India.

106 passagerer var ombord på flyet fra De Forenede Arabiske Emirater til Indien, da der pludselig opstod tumult lørdag morgen kl. 4.30.

Uoverensstemmelsen mellem piloterne og kabinepersonalet startede allerede inden flyet lettede. Da flyet passerede Pakistan udviklede det sig imidlertid til et decideret slagsmål.

Ifølge en talsmand fra Air India foregik episoden i cockpittet.

- På intet tidspunkt blev flysikkerheden kompromitteret. Dette kan også bekræftes af lydoptagelserne fra cockpittet (den sorte boks, red.), fortæller talsmanden.

Kort efter flyet landede i byen Lucknow i Indien, anmeldte stewardessen de to piloter til politiet for at forgribe sig på hende.

Politiet bekræfter, at der er skader på kvindens krop. Også den ene pilot og den mandlige steward har mindre skader efter tumulten.

Præcis hvilke overgreb, der ligger til grund for slåskampen, vides ikke.