Zindy Laursen: Jeg var utro på grund af dårlig sex

Sangerinden Zindy Laursen havde en hed affære kørende, samtidig med at hun boede sammen med sin kæreste.

»Når vi kvinder er utro, er vi mere snu. Bedre end mænd til at skjule det.« Zindy Laursen, 30, rock- og soulsanger, prikker nu hul på et af de største tabuområder i Danmark.

En ny undersøgelse viser, at hver anden dansk mand og hver tredje kvinde i et fast forhold har været sammen med en anden.

»Jeg har selv prøvet det. Vores sexliv begyndte at gå dårligt. Så jeg valgte at have en affære kørende med en anden i fire måneder,« siger Zindy, der det sidste år har haft kæmpe succes som den ene halvdel af soul-gruppen »Zindy Kuku Boogaloo« - husorkester i TV2-serien »Venner for livet«.

I TV3-programmet »Line's« i morgen om utroskab er Zindy blandt de modige deltagere, der godt tør snakke åbent om det farlige begær.

»Jeg begyndte at kede mig i mit faste forhold. Men i stedet for at gribe fat om bolden og sige: »Nu fikser vi vores sexliv«, ja så røg jeg ud i en meget hed affære i stedet for. Det var på et teater, jeg mødte ham - en meget fyrig mand, hvor jeg bare tænkte: »Wauww, ham MÅ jeg bare have!«

Og så havde jeg altså denne affære i fire måneder, mens jeg stadig boede sammen med min kæreste. Uden at han vidste noget.

Til sidst kunne han dog godt mærke det, så han begyndte at udspionere mig.«

Hvordan havde du det med at være utro?

»I begyndelsen tænkte jeg: Det har jeg da fortjent. Man bli'r lidt trodsig i begyndelsen. Når han nu ikke kan gi' mig god sex, så må jeg have ret til at gå ud og finde det et andet sted. Men efterhånden får man det dårligere og dårligere med sig selv. Til sidst kunne jeg ikke se mig selv i spejlet. Så der tog jeg mig sammen en aften og sagde til ham, hvordan tingene hang sammen. At jeg havde været ham utro.«

Hvordan var det så at lægge kortene på bordet?

»Det var ikke særlig fedt. Han blev jo rigtig, rigtig ked af det.«

»Han regnede med, at jeg var den sidste i denne verden, der kunne finde på at være utro. Og det troede jeg egentlig også selv i starten,« siger Zindy Laursen, der i TV-programmet opfordrer danske mænd til at tænke mere over, om de lever op til kvindens ønsker og forventninger.

Kvinder er ikke ligeglade med, om de får god eller dårlig sex, som nogle mænd tror.

»Det er meget vigtigt, at man føler sig seksuelt tilfredsstillet. Det handler om, at vi kan få lov at føle os som kvinder. Dér har manden et ansvar.«

»I begyndelsen bejler de vildt til os, der får vi roser og små søde breve og digte og det ene og det andet. Men lige så snart de har fået den ind, så er der ikke fler' roser og digte. Der synes jeg, mændene skulle prøve på at stramme sig lidt op!

Vi lever jo i 2002. I mænd skal lære, at vi kvinder stiller krav. Vi vil have det sådan og sådan i sengen. Vi har fast job, samtidig med at vi får børn. Og vi kan godt finde ud af det selv. Der er jo bare sket det, at der ligesom er kommet lidt balance i tingene. Vi er ikke underdanige mere. Det har I det svært ved, og det går ud over jeres mandighed.

Mænd skal jo ikke ud at rive os i håret mere. Det går ikke i dag,« lyder salutten fra Zindy Laursen.