Nordkorea er igen centrum for verdens opmærksomhed, efter diktatoren med gudestatus Kim Jong-un atter spiller med musklerne. Nogle elsker ham, mens andre frygter ham. Her er historien om en kvindes flugt fra det lukkede land og den kontroversielle diktator. En historie, der står i skarp kontrast til det verdensbillede, som Kim Jong-un forsøger at tegne.

Nordkorea hævder at have prøvesprængt en brintbombe. Eksperter udtaler, at diktatoren Kim Jong-un efter sin påståede prøvesprængning opnår en endnu højere status i landet. At han styrker sin magt ved at blæse på de internationale konventioner. For ingen bestemmer over Kim Jong-un. Han gør, hvad der passer ham.

FN har kritiseret Nordkorea for lade drab, tortur, censur og udsultning være hverdag.  Befolkningen indoktrineres og får fortalt, at deres land er verdens bedste, og de bliver skolet til ikke at stille spørgsmålstegn. Alt det udefra, som kan sætte deres hverdag i perspektiv, er forbudt, og i nogle tilfælde straffes mødet med fremmede kulturer med døden. Det til trods sneg den nu 22-årige pige ved navn Yeonmi Park sig en dag til at se en film. Den ændrede alt.

Læs også: Ekspert efter brintbombe: Derfor er Kim Jong-un og Nordkorea IKKE vanvittige

Flugten fra det lukkede land

Yeonmi Park flygtede fra Nordkorea sammen med sin familie. Hun er født og opvokset i den lille nordkoreanske by Hyesan, der ligger tæt på den kinesiske grænse. Yeonmi Park fortæller om sin historie i hendes bog »For at kunne leve – En nordkoreansk piges rejse mod friheden«. I bogen er der beskrevet en helt specifik situation, som fik betydning for hendes flugt. En situation, der betød, at hun fik øjnene op for, at hendes land ikke var så perfekt, som hun gik og troede. Hun så godt hungersnøden og de udsultede kroppe, men hun fortæller, at hun i skolen blev indoktrineret og fyldt med propaganda, der gjorde, at hun alligevel troede på, at hun boede i et godt land. Nu ved hun, at hun blev fyldt med løgn, og hun appellerer til, at man ikke skal tage fejl af Kim Jong-un.

»Det er en moderne holocaust, der finder sted lige for næsen af os. Vi må aldrig afskrive Kim Jong-un som en vittighed. Det er fristende blot at gøre grin med hans runde kinder og absurde frisure. Men for 25 millioner mennesker er det en virkelighed, der er umulig at forestille sig for folk, der ikke har været der«.

’Titanic’ blev vendepunktet

I starten troede den i dag 22-årige Yeonmi Park på propagandaen. Det var først, da hun med livet som indsats så en piratkopi af den amerikanske Oscar-vindende film ’Titanic’, at virkeligheden gik op for hende.

Yeonmi Park er i dag 22-år. Hun flygtede fra Nordkorea efter hun havde set den amerikanske Oscarvinder 'Titanic'.
Yeonmi Park er i dag 22-år. Hun flygtede fra Nordkorea efter hun havde set den amerikanske Oscarvinder 'Titanic'. Foto: Emil Hougaard
Vis mere

»Det forandrede hele mit liv. Det var ikke propaganda, men derimod en historie om folk, der var villige til at dø for deres kærlighed. Og det fik mig til at indse, i hvor høj grad jeg var kontrolleret af regimet,« skriver Yeonmi Park.

Den opstillede virkelighed

En udenlandsk kvinde ved navn Suki Kim, der har undervist i engelsk på en kristen nordkoreansk skole har givet et eksempel hos Ideas.ted på, hvordan unge mennesker bliver fyldt med propaganda i en grad, så de mister evnen til at være kritiske. Suki Kim fortæller, at hun en dag gav sine elever en opgave, hvor de skulle bevise en påstand. Opgaven endte med store frustrationer hos de 19-årige elever. De havde aldrig selv ikke behøvet at bevise noget før. »Alt hvad ’Den store leder’ sagde, var sandt. Der blev ikke stillet spørgsmålstegn ved noget,« skriver Suki Kim på hjemmesiden.

Den ultimative straf

Det kan være yderst strafbart at se kulturelt materiale fra andre lande. Så det var ikke uden fare, at Yeonmi Park så ’Titanic’. Men hun kunne ikke lade være. Yeonmi Parks fortæller, at hun blev grebet af beretningen om frihed og kærlighed, og derfor så hun i smug flere af de ulovlige vestlige film.

Tidligere sidste år beordrede Nordkoreas unge leder Kim Jong-un 80 henrettelser på én dag - alle borgere, der blot havde set amerikanske eller sydkoreanske film og tv-udsendelser eller læst ulovlig litteratur som udenlandske aviser eller Bibelen.

For at læse hele Yeonmi Parks beretning om hvor hun er i dag, så læs PLUS artiklen, der er linket til nedenfor. I artiklen er også den gribende beretning fra den nordkoreanske pige Hyeonseo Lee, der flygtede over isen og opdagede det, som hun beskriver som et andet univers.

På flugt fra diktatoren: To unge kvinders helvede i Nordkorea