KLAGENFURT: "Det er sådan en kamp, der styrker min tro på dansk ishockeys fremtid." Selvom Danmark tabte den første OL-kval. kamp til storfavoritterne Letland 2-4 (2-0, 0-2, 0-2). Bortset fra, at han ikke fik dét point, han gerne ville have haft, var landstræner Jim Brithén en glad mand.

Og med rette stolt over sit unge holds indsats mod én af verdens otte bedste ishockeynationer.

"Tag en kæde som Morten Green, Alexander Sundberg og Nicolas Monberg, tre unge drenge på 20 år. Og se en back som Thomas Johnsen på 21. Jeg er virkelig imponeret," sagde han.

VM-kvartfinalisterne fra Letland lå individuelt et trin over Danmark, men på taktisk disciplin og hårdt arbejde holdt de undertippede danske spillere sig inde i kampen, og indtil det lettiske 3-2 mål i det 47. minut lurede sensationen.

"Letland manglede kun tre mand i forhold til dét hold, der slog Rusland i A-VM i Skt. Petersborg. Det understreger Danmarks potentiale," siger Jim Brithén.

"Vi spillede optimalt i 1. periode, som taktisk er den bedste, et dansk landshold nogensinde har spillet."

Jens Nielsen åbnede scoringen på sin klubkammerat fra Leksand, Viktor Ignatjevs, der tabte pucken over skulderen, og Jesper Duus øgede til 2-0 på en blændende solotur, der blev afsluttet med et skud fra baglinien via en lettisk skøjte.

I den anden ende brillerede Jan "Sild" Jensen med klasseredninger på stribe, og valget af Esbjerg-målmanden som Danmarks bedste spiller var indiskutabelt.

"Sild spillede en kanonkamp," lyder de anerkendende ord fra Jim Brithén, som dog ikke vil udelukke, at Peter Hirsch vender tilbage i målet allerede i morgen.

"Nu ser vi, hvordan Peters lyske har det under træningen," siger han.

Den lettiske træner, Harald Vasiljevs, erkendte, at Letland var rystet i 1. periode.

"Vi startede nervøst og krampagtigt og fik først midt i kampen lagt pres på Danmark, som kæmpede fremragende og viste en god indstilling," siger han.

Målscoreren Jesper Duus ærgrede sig over 2-0 føringen, der blev forvandlet til et relativt klart nederlag.

"Jeg synes ikke, udvisningerne gik vores vej, men i det store og hele kan vi tage mange ting med fra kampen, når vi de kommende dage skal møde Østrig og Frankrig," siger han.

100 landskamp-jubilaren Søren True: "Jeg føler, vi er tættere på OL end for et døgn siden."

Danmarks bedste var Jan "Sild" Jensen og de fire rutinerede udlandsproffer Jesper Duus, Jesper Damgaard, Jens Nielsen og Kim Staal. Ronny Larsen virkede noget bleg i betrækket, og måske burde Brithén prøve en ny mand i A-kæden.

Kampens store lyspunkt var Mörrum-backen Thomas Johnsen, som er gået kolossalt frem i denne sæson og spillede karrierens bedste landskamp.

Også holdets sidstankomne, Alexander Sundberg, gik frisk og uimponeret til sagen og imponerede.

Lasse Degn, der blev skadet under onsdagens træning, overværede kampen fra tilskuerpladserne med et forstrakt ledbånd i venstre knæ.

Hans turnering sluttede, inden den begyndte.