»Det er ikke fedt at skulle lyve. Men hvis det er det, der skal til.«
Sådan siger den nu 18-årige Rasmus Davison, der i et desperat forsøg på at få en MR-scanning af sit smerteplagede ben løj om, at han var kommet til skade under en fodboldkamp.
Faktisk løj Rasmus Davison fra Hillerød hele to gange, da han ringede til 1813. Men forgæves.
For lægerne på sygehuset mente ligesom Rasmus' egen praktiserende læge, at der ikke var behov for at scanne benet.
Historien om Rasmus er en del af en lang række skæbnefortællinger i B.T. om mennesker, der ikke føler sig taget seriøst af deres læge. Mennesker, for hvem det får alvorlige konsekvenser, når den, de har allermest tillid til, svigter.
Da B.T. møder Rasmus Davison, sidder han på Rigshospitalets ottende sal i en hospitalsseng.
Det er en uge siden, han fik amputeret sit ben fra knæet og ned. Benstumpen er viklet ind i bandager, og ved siden af sengen står et par krykker og en kørestol.
På natbordet ligger en pilleæske med alskens piller, Rasmus ikke engang kender alle navnene på. Men de tager nervesmerterne, som vist nok vil fortage sig, forklarer den unge mand.
»Jeg er selvfølgelig ked af at miste mit ben. Men hvis det var det, der skulle til, for at jeg kunne beholde livet, så er det fint nok,« siger han.
Rasmus vejer kun 65 kilo. Før han blev syg, vejede han 88. Men den unge mand er stålsat på at komme tilbage til livet.
I træningslokalet i stueetagen på Rigshospitalet viser han B.T.s udsendte, hvordan han med armene og knyttede knoer kan løfte sig selv godt 15-20 cm fra siddende position.
»Det er vigtigt med gode armmuskler, når man ikke har noget ben resten af livet,« konstaterer Rasmus Davison.
Rasmus' fortælling starter i april i år, hvor han første gang går til sin praktiserende læge, fordi han har vedvarende smerter i sit ben.
Første gang har han været så uheldig, at han er faldet ned fra en hest. Lægen kobler derfor smerterne sammen med faldet.
Rasmus holder dog fast. Han opsøger lægen mellem fem og seks gange for at få en forklaring på sit hævede og smerteplagede ben. Men hver gang får han besked om, at der ikke er behov for yderligere udredning eller at blive scannet, som han ellers ønsker.
»Jeg er voldsomt irriteret, og jeg føler mig røvrendt,« siger Rasmus Davison.
Da han anden gang kommer på sygehuset efter at have løjet sig syg hos 1813, bliver han henvist til en ortopædkirurg. Men også ortopædkirurgen føler sig overbevist om, at der ikke er noget galt med benet.
Rasmus har nu så ondt, at han sidder i kørestol. Men han vil på sommerferie med sin familie i England, selvom benet smerter, og han ikke kan gå på det længere.
»Jeg fortryder nok lidt, at jeg tog af sted. Fordi jeg kunne ikke holde ud at være nogen steder,« siger den 18-årige mand.
Men ferien bliver alligevel et vendepunkt i Rasmus' sygdomsforløb.
For da hans ben pludselig hæver op og skifter farve til lilla og blå, bliver han for første gang hørt og set af en læge. En engelsk læge vel at mærke.
Den engelske læge skriver i Rasmus' journal, at han bør MR-scannes, så snart han lander i Danmark. Sådan som Rasmus hele tiden har ønsket det.
Så tilbage til, hvorfor Rasmus nu sidder her på Rigshospitalets ottende sal. MR-scaninngen viser en sjælden form for knoglekræft: osteogent sarkom.
»Min faster græder. Min far græder. Men jeg husker ikke så meget af det, der bliver sagt. De taler lægesprog. Jeg er nok i chok. Jeg tænker, det er helt surrealistisk, at jeg ikke er blevet taget seriøst noget før,« siger Rasmus Davison.
Det var nødvendigt at amputere benet for at fjerne kræften, der også havde nået at sprede sig til bl.a. lungerne.
Rasmus Davison skal nu igennem et langt genoptræningsforløb og 12 kemobehandlinger for at være sikker på, at al kræft er væk, samt sikre, at han ikke får tilbagefald. Han tager en dag ad gangen og spekulerer ikke så meget på, hvad der skal ske, når han kommer hjem.
»Lige nu tænker jeg ikke på fremtiden. Lige nu tænker jeg på at blive rask.«
Det vides endnu ikke, om Styrelsen for Patientklager vil rette kritik mod de læger, der har set på Rasmus Davison, inden han blev MR-scannet og fik sin diagnose.
