Elin Andersen står midt i et kolossalt dilemma.

På den ene side elsker hun sit hus, som hun kalder sit drømmehus. På den anden side bliver hun drevet til vanvid af en ustandselig og tiltagende støj fra motorvejen kort fra hjemmet.

En støj, som både er konstant generende og dokumenteret sundhedsskadelig.

Derfor har hun siden 2014 arbejdet aktivt for at gøre noget ved problemet som en del af Støjgruppen Odense. Hun har været i kontakt med politikere, med Vejdirektoratet og med eksperter, og i en kort periode i 2019 så det hele lidt lysere ud, da der blev opstillet en 1.600 meter lang støjskærm langs motorvejen.

Siden er der sket én ting. Støjen er blevet værre.

»Jeg er ikke ekspert i at afgøre hvorfor. Jeg kan bare sige, at der, hvor jeg bor, er støjen blevet ekstremt meget værre – og det burde den ikke blive, hvis støjskærmen er absorberende,« siger Elin Andersen.

Hun tror, at det kan have noget at gøre med, at hendes hus ligger lidt højere end motorvejen og et stykke væk. Den øgede støj slår ud på telefonen.

»Hvor meget vi kan regne med de her decibelmålere, vi kan downloade som apps, ved jeg ikke. Men vi kan mærke, at lyden er blevet højere. Og den er mere konstant hele tiden,« siger hun.

I løbet af de seneste 30 år har hun boet i Sanderum sammen med sin mand. De er begge glade for området, men er nået til et punkt, hvor de aktivt kigger efter et andet sted at bo. Det huer ikke Elin, for hun vil langt hellere have støjen reduceret og blive boende.

»Folk, der kender mig, kalder mig terrieren. For når jeg bider mig fast, så bliver jeg hængende. Men jeg ved snart ikke,« siger hun og fortsætter:

»Dem, der har kæmpet før mig, har kæmpet siden 2002, og problemet er eskaleret hurtigere, end vi har opnået noget.«

Mange har i årenes løb spurgt, hvorfor hun og manden ikke bare er flyttet. Men Elin Andersen har altid holdt på, at det kun ville løse problemet for dem selv og sende aben videre til husets nye ejere og alle andre i området.

»Jeg har bare udelukket det. Min mand har været klar til det i mange år, men jeg har sagt nej, jeg vil ikke flytte fra mit hus.«

Men det var altså inden, det blev endnu værre, end det var i forvejen.

»Førhen kunne vi godt lukke døre og vinduer og så sidde i stuen, og så var der ingen problemer. Nu – hvis ikke vi har musik kørende – kan vi høre den her støj hele tiden.«

»Hvis vi går ud i haven en sommeraften, hvor vi lige skal have en kop kaffe eller en kold øl, går vi ind og lukker døren, for vi bliver alt for stressede af at sidde udenfor.«

En af de ting, der frustrerer Elin Andersen, er, at støjskærmene langs motorvejen er forskellige og sporadisk opsat. Det kan godt være, at der er støjskærme en del af strækningen syd for Sanderum, men Elin Andersen oplever, at lyden både kommer rundt om, over og igennem.

»Det virker som om, det er lidt tilfældigt, hvad man vælger, og det tror jeg også, det er. De går bare ud og siger, hvad er der billigste.«

Ad flere omgange har Støjgruppen Odense været i kontakt med Vejdirektoratet, men ifølge Elin Andersen bliver de verfet af med henvisning til, at der er meget psykologi i, hvordan man oplever støjen.

Det tricker Elin Andersen.

»Det kan godt være, at der er noget psykologi i det, men vi lever i den her grå støj 24 timer i døgnet. Det er nat, og det er dag, og vi kan høre det konstant – altid. Det er ved at drive os til vanvid efterhånden.«

Hun giver ikke meget for de opsatte støjskærme, men anerkender samtidig, at trafikken er både tung og intens.

»Det er også på grund af en stigende trafikmængde. Der er ekstremt mange lastbiler, og det eskalerer voldsomt,« siger hun.

Til gengæld er der også en positiv udvikling. I en ny infrastrukturplan, som faldt på plads 28. Juni, bliver støj fra trafikken beskrevet som et væsentligt samfundsproblem, som belaster mange danskere.

Det skal en pulje på tre milliarder kroner råde bod på. Men planen skal realiseres i perioden fra 2022 til 2035, og så lang tid vil Elin Andersen ikke vente.

»På den måde har vi opnået, at der er en løsning i sigte med den infrastrukturplan, vi har liggende. Men der går 8-10 år før der sker noget reelt,« siger hun.

Den del af sagen kalder hun helt godnat. Det betyder dog ikke, at støjgruppen har været spildt.

»Det største, vi har opnået er, at vi har fået fokus på det. Alle snakker støj, og alle ved, at det er sundhedsskadeligt, og at man kan få demens og hjerteproblemer, og at flere dør af støj end i trafikken.«

Blandt andet i Sanderum, hvor Elin Andersen bor.

»Jeg må indrømme, at jeg er nået dertil, hvor nok er nok.«