Uddannelsesministerens plan om at begrænse optaget på universiteterne skærer tilsyneladende hårdere, end ministeren har vedkendt sig, og nu vil Venstre have en forklaring.

Venstre vil nu have uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) til at gøre rede for, hvorfor der tilsyneladende skal skæres hårdere i optaget på universiteterne, end ministeren har fortalt offentligheden.

Det siger Venstres uddannelses- og forskningsordfører Esben Lunde Larsen (V), efter at det er kommet frem, at universiteterne allerede næste år skal bremse hårdt op for optaget af bachelorstuderende.

Københavns Universitet skal eksempelvis reducere optaget med en tredjedel - cirka 1.200 studiepladser - til næste år. Det er dobbelt så mange, som oprindeligt antaget i ministerens model.

»Det grundlæggende problem er uklarheden om de tal, som ministeren har rejst med, og som tilsyneladende ikke holder. Både Københavns Universitet og Syddansk Universitet har meldt nogle tal ud for nedskæringer, der er langt højere end det, ministeren har sagt. Vi har brug for at få klarhed over de tal, ministeren bruger i sin model,« siger Esben Lunde Larsen.

Ifølge ministerens model skal Københavns Universitet reducere kandidatuddannelserne med 612 pladser i 2017. Men for at sikre, at man ikke kommer over det loft, vil universitetet skulle reducere med omkring 1.200 pladser på bacheloruddannelserne i 2015.

Reduktionerne gælder blandt andet sprogfag som kinesisk og indisk og naturvidenskabelige fag som geologi og biologi.

Særligt nedskæringerne inden for sprog og naturvidenskab gør ondt hos Venstre, der også mener, det vil føre til færre internationale studerende på universiteterne:

»Vi er meget bekymret for to aspekter af den model, ministeren har lagt frem. Det ene er, at den tilsyneladende rammer sprogfag, der retter sig mod BRIK-lande som Brasilien, Indien og Kina. Men det andet er, at vi bekymret for den generelle internationalisering. Når der kommer loft over optaget på kandidatniveau, så kan der ikke komme internationale studerende ind på vores uddannelser, og det er et kæmpe problem, når ministeren samtidig har forpligtet universiteterne til at øge internationaliseringen,« siger Esben Lunde Larsen.

Han er i det hele taget »forundret« over, at ministeren har valgt at lægge sin egen model for nedskæringer frem i stedet for at tage udgangspunkt i universiteternes egen model.

Uddannelsesministeren har indkaldt Venstre og de øvrige forligspartier omkring universitetsloven til forhandlinger torsdag formiddag.