Det er ingen hemmelighed, at Liberal Alliances arbejdsmarkedsordfører, Joachim B. Olsen, er svært utilfreds med regeringens redningspakke til dem, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet.
Hvorfor hjælper den ikke?
- Vi har knap 60.000 østeuropæere i Danmark, hvor langt hovedparten af dem arbejder i job på overenskomstmæssige vilkår. Med redningspakken er incitamentet for at få dagpengemodtagere til at gå ud at tage et job til overenskomstmæssig løn stort set væk. Vi kommer til at se endnu flere østeuropæere i Danmark, og det vil være endnu et skridt på vejen til at udradere os selv fra de job, siger Joachim B. Olsen.
Han mener, at regeringen skulle være blevet på reformsporet og i stedet have brugt penge på at sænke skatter og afgifter for de små virksomheder, så de havde råd til at oprette nye job
- Det her er den helt forkerte vej at gå. I en tid med udsigt til lav vækst, skal man ikke bruge ekstra penge på overførselsindkomster. Der skal skabes arbejdspladser for at få gang i væksten.
- Det er ærgerligt, for den her regering har indtil nu holdt fast, men nu smider de det hele på gulvet¨. Det er åbenbart vigtigere for dem at at vinde næste valg. Det er dybt skuffende, siger Joachim B. Olsen.
Han mener, at redningspakken er et brud på regeringens politik om, at hvis man kan forsørge sig selv, så skal man. Han tør ikke sætte nøjagtige tal på, men han mener, at en væsentlig andel af de udfaldstruede har formue eller familie, der kan forsørge dem.
- I det her land er det åbenbart sådan, at hvis man har stærke fagforeninger bag sig, så har man rigtig gode chancer for at få snabelen ned i de offentlige kasser. Hvorfor skal man have ret til en check, fordi man er medlem af en a-kasse, men ikke hvis man er på kontanthjælp?, spørger Joachim B.Olsen.
Det forlyder, at regeringen vil financiere redningspakken ved, at a-kassebidraget stiger med 30 kr/mdr i år og 60 kr/mdr fra næste år.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser i øvrigt, at beskæftigelsen er steget med 0,1 pct.