Nu er der kun to kronprinser i Venstre i stedet for tre. Men nogle yngre kvinder kan også presse sig på.

Den tidligere integrationsminister  Søren Pind er nu tættere på magten i Venstre end nogensinde efter at tidligere undervisningsminister Troels Lund Poulsen er sendt på orlov.

Hidtil har der været tre kronprinser i Venstre. Den officielle: Kristian Jensen. Og de to uofficielle: Troels Lund Poulsen og Søren Pind.

Kristian Jensen er næstformand, og hvis han ikke bliver udfordret, er det ham, der automatisk skal tagge over, hvis Lars Løkke giver op. Han kan dog godt blive udfordret, for mange synes, han er lidt småkedelig og at han ikke helt har levet op til forventningerne.

Søren Pind har til gengæld været en positiv overraskelse. Siden Lars Løkke gjorde ham til udviklingsminister har han braget igennem medierne. Han har karisma og kan trænge igennem i medierne. Til gengæld trykker han sommetider på speederen i stedet for bremsen, og det gør ham lidt farlig at satse på i toppen.

Det kunne have gjort Troels Lund Poulsen til en god kompromis-kandidat. Men med ham ude af spillet, har Søren Pind meget bedre kort på hånden, vurderer kilder med godt kendskab til Venstres magtstrukturer.

HVEM ER MEST OPLAGT SOM VENSTRES KRONPRINS? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN
Pind har bedst styr på medierne, og Jensen har bedst styr på baglandet. Det går nogenlunde lige op. I øvrigt hører det med til billedet, at Kristian Jensen blev næstformand under Anders Fogh og i høj grad er en af Anders Foghs opfindelser. Søren Pind er derimod en af Lars Løkkes opfindelser - i hvert fald sådan forstået at det først var under Løkke, han fik lov at blive minister. Det øger også Pinds chancer.

- Det er et valg mellem høj troværdighed - Kristian Jensen og høj karisma - Søren Pind, siger Christian Kock, der er professor i retorik ved Københavns Universitet.

- Søren Pind er en person, som mange synes er karismatisk. Han kan tale i overskrifter, han kan brage igennem på skærmen med markante udtalelser og en markant væremåde. Kristian Jensen er nærmest omvendt: Han er en driftsikker - lidt administrativ - type, som ikke taler i overskrifter. De repræsenterer hver sine egenskaber, og det svære er at prøve at forene.

Han har for nylig lavet et større forskningsprojekt om dette emne. Og den eneste toppolitiker der kunne forene både karisma og  troværdighed over middel var Anders Fogh Rasmussen.

Når Christian Kock skal karakterisere Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt, siger han:

- De forener også troværdighed og karisma men ligger under Anders Fogh. Poul Nyrup Rasmussen havde troværdighed, men fejlede på karisma. En statsmand skal helst have begge dele, siger Christian Kock.

Meget afhænger naturligvis også af, om Lars Løkke taber næste valg og skal skiftes ud, eller om han vinder. Hvis han vinder, bliver arvefølgen skubbet længere ud i fremtiden, og så kan andre navne komme i spil. F.eks. Ellen Trane Nørby, Inger Støjbjerg og Peter Christensen.

Hvem er mest oplagt som Venstres kronprins og Løkkes afløser?

Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T. fredag