Da folketingspolitikerne i sidste uge var til bal hos dronningen, mødte SF'eren Kamal Qureshi op i traditionel pakistansk klædedragt. Og det hører ingen steder hjemme, mener DF'er, der sammenligner hans tøj med et klovnekostume.

Dansk Folkepartis folketingskandidat og pressemedarbejder Kenneth Kristensen Berth er alt andet end tilfreds med Kamal Qureshis tøjvalg ved ballet hos dronningen i sidste uge.

Ved ballet var SF'eren iført traditionel pakistansk festtøj, men spørger man DF'eren var der retteligt tale om et klovnekostume.

- Selv om dronningen anmoder de mandlinge folketingsmedlemmer om at møde frem i kjole og hvidt eller nationaldragt, insisterer Qureshi nu for anden gang i træk på at møde op i et klovnekostume i form af en pakistansk kaftan, skriver Kristensen Berth således i et læserbrev i Ekstra Bladet.

Og han fortsætter:

- Hvis alle bare gør, som det passer dem, hvad bliver så det næste. Bastskørter og tennissokker

Ifølge Politiken blev dronningen nu ikke det mindste stødt over hans tøjvalg..

- Vi er først og fremmest glade for, at vores gæster gerne vil komme, men det er op til den enkelte gæst, hvad man vælger at møde op i«, siger Lene Balleby, der er dronningens kommunikationschef, til politiken.dk.

Kenneth Kristensen fastholder imidlertid overfor politiken.dk sin kritik af Qureshi.

- Det, der støder mig, er ikke klædedragten som sådan. Det er, at den hænger på en person, der er dansk statsborger. Når han tager en klædedragt på fra et andet land, siger det mig, at han ikke føler sig hjemme i Danmark, men i Pakistan. Men når han er blevet dansk statsborger, burde han også iklæde sig det samme tøj som alle andre, nemlig dette her pingvintøj, som mændene går i, siger Kenneth Kristensen til politiken.dk.