Formanden for borgergruppen Morads glæder sig over, at der er politisk stemning for at se på flere muligheder for deponering af dansk atomaffald. Men han ærgrer sig over, at et underjordisk depot stadig er i spil.

Efter et møde onsdag mellem Folketingets partier og sundhedsminister Astrid Krag (SF) tegner det til, at der kommer en undersøgelse af flere alternativer for deponering af det danske atomaffald.

Det vækker glæde i borgergruppen Morads fra Skive Kommune, hvor to af de seks potentielle placeringer for et underjordisk atomdepot ligger.

- Jeg er meget positiv over for, at man åbner op for flere muligheder. Det er fint, at der er kommet bredde på, siger formand Anders Rask, der i samme åndedrag ærgrer sig over, at muligheden for et underjordisk depot stadig er i spil.

- Det er spild af penge at fortsætte af det spor. Man rydder ikke op ved at grave ned. Man har prøvet det før, og det er slået fejl hver gang, siger formanden med henvisning til affaldet fra blandt andet Grindstedværket, Cheminova og Proms Kemiske Fabrikker.

Alternativet til et permanent underjordisk depot er et midlertidigt overjordisk depot, eksempelvis på Risø, hvor størstedelen af det radioaktive affald kommer fra.

Morads ser dog helst, at man eksporterer affaldet til et land, hvor man har erfaring med at håndtere lignende affald.

I Venstre foretrækker man ifølge gruppeformand Kristian Jensen også at sende affaldet til udlandet, og derfor ærgrer det Anders Rask, at partiet går ind for at arbejde videre med planerne om et underjordisk depot og indskrænke antallet af potentielle placeringer fra seks til to.

Det vil ifølge Kristian Jensen berolige beboerne i de fire fravalgte områder, men det argument køber Morads-formanden ikke.

- Det er ikke nogen trøst for dem, der står tilbage. Man bør sætte sig ind i den psykologisk effekt, det har for beboerne, at deres lokalområde er udpeget som et muligt atomdepot. Det er mangel på respekt, at man fortsætter arbejdet, siger han.

Foruden de to placeringer i Skive Kommune er der udpeget mulige hjemsteder for depotet i Kerteminde, Lolland, Bornholm og Struer Kommuner