Brian Møller Lange er vendt hjem efter 15 år i Fremmedlegionen. I dag og på søndag fortæller den nu tidligere korporalchef om de mest kritiske øjeblikke, og om livet i den verden, der normalt opfattes som lukket og ikke for sarte sjæle
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>»Vi skød for at forsvare os og slå ihjel. Når fjenden var rebeller i Afrika, så vidste vi, at de skød for at dræbe. Det var dem eller os.«Brian Møller Lange ser tilbage på de fire-fem situationer i sit liv, hvor han deltog i store skudvekslinger, der kostede flere af hans kammerater i Fremmedlegionen livet.
Han ser tilbage på en tilværelse, der ville være at sammenligne med et sandt helvede for de fleste danskere, men Lange kalder det oplevelser. Indimellem anstrengende oplevelser, men han har ikke fortrudt et sekund, siden han sidste år vendte tilbage til Danmark og sin fødeby Haderslev.
Alligevel indrømmer han, at det absolut ikke var lige til, første gang han som legionær i det andet faldskærmsregiment var blevet sendt til Afrika. Det primitive ørkenland Tchad.
»Der blev skudt efter mig, da jeg stod i et vagttårn. Midt om natten kunne jeg høre et eller andet, der rodede nede i buskene. Jeg vidste ikke, om det var et dyr eller menneske, og derfor råbte jeg vedkommende an.
Jeg skulle hurtigt opdage, at det var mennesker. Jeg hørte, at der blev taget ladegreb på geværer, og så røg der tre skud op igennem taget på det vagttårn, hvor jeg stod. Jeg kaldte ind til min delingsfører og sagde, at der var blevet skudt efter mig, og tilbagemeldingen var, at de ville komme med det samme.
Jeg nåede at sige, at de skulle tage rene bukser med, fordi jeg ikke havde styr på min tarmfunktion. Jeg blev så forskrækket, men det var altså også første gang, der blev skudt efter mig.«
Brazzaville
Brian Lange skulle opdage, at hændelsen i Tchad var barnemad i forhold til, hvad der ventede ham.
»Vi røg siden til Brazzaville i Congo. Vores primære opgave var at beskytte europæerne og hente dem ud, men vi blev hurtigt involveret i nogle heftige skudvekslinger med rebellerne.
Først lå de forskellige rebel-grupper og skød mod hinanden, men da vi kørte i konvoj ud mod lufthavnen, blev de rørende enige om, at nu stod vi for tur. At europæerne skulle nakkes.
Derfor blev alle våbnene rettet mod os. Vi havnede i en krydsild. Alle hoppede selvfølgelig ud af køretøjerne og forsøgte at gemme sig, hvor det var muligt for at søge beskyttelse.
Det slog klik for vores kaptajn, der ikke vidste, hvad vi skulle gøre. Vi fik taget os sammen til at rykke ud og gå imod disse folk, hvilket resulterede i, at vi mistede to mand, og fem-seks blev hårdt såret.
Den ene af de sårede var en kollega fra New Zeeland, der lå i et hul i 19 timer. Han havde fået slået alle tænderne ud af munden af en snigskytte. Han havde ramt ham, så kuglen var gået lige ind i kinden. Hans kæbe var ødelagt, men efter de 19 timer var han fortsat i live.
Her mistede vi de to mand, der blev ofre for rebellernes kugler, da de forsøgte at hente ham. Vi fik hentet ham efter de mange timer. Han havde forbundet sig selv nødtørftigt, da han var vågnet op. Manden lever fortsat den dag i dag. Han er civil og får en klækkelig pension fra den franske stat.«
Centralafrika
»Vi var hjemme i Calvi på Korsika, da alarmen gik. Vi skulle til Centralafrika, da militæret havde begået mytteri mod republikken, fordi soldaterne ikke havde fået løn i seks måneder.
Vores mission var at beskytte og hente de europæere ud, der befandt sig dernede. Min opgave bestod i at være livvagt for en fransk general, men jeg mistede jobbet efter et par måneder, fordi de mente, at jeg var lidt for energisk,« siger danskeren.
Brian fik bl.a. først ballade over - men siden ros for - at have banket en indfødt ned, der stod og fremviste en pistol i nærheden af generalen.
bola@bt.dk
