Sønderjyde kræver erstatning, fordi mobilmast forringer hans ejendoms værdi. Manden fik medhold i landsretten, men mobilselskab har anket afgørelsen.

Opsætningen af en tårnhøj mobilmast for flere år siden i Sønderjylland bliver nu et emne for dommerne i landets øverste domstol.

En mand på en ejendom i landsbyen Hejsager ved Haderslev mener, at hans ejendom har tabt væsentligt i værdi, fordi selskabet Dansk Mobiltelefon I/S plantede masten blot 6,10 meter fra skellet.

Masten kan ses langt omkring. Den er 48 meter høj - 12 meter højere end Rundetårn i København.

I Vestre Landsret fik manden medhold i, at ejendommen havde tabt i værdi, og erstatningen blev fastsat til skønsmæssigt 50.000 kroner. Men Dansk Mobiltelefon I/S er utilfreds med den afgørelse, og derfor skal sagen nu for Højesteret.

/ritzau/