Som barn var Nicolai Sennels indadvendt, følsom og nysgerrig og voksede op i et venstreorienteret hippiekollektiv. Nu er han blevet det danske ansigt på den modstand mod - og ikke mindst frygt for - islam, der lige nu buldrer gennem Europa.

Buddhist, børnepsykolog, opvokset i venstreorienteret kollektiv og nu i spidsen for en stærkt anti-islamistisk bevægelse. Modsætningsfyldt? Ikke for Nicolai Sennels. Han er det danske ansigt på den modstand mod - og ikke mindst frygt for - islam, der lige nu buldrer gennem Europa.

Den sødlige duft af hash kilder i næsen. Flammerne fra havens bål lyser ansigtet op på en lille dreng, der sidder mellem guitarer, syngende kvinder og langhårede mænd med overskæg. Stille lytter han til toner fra sange af Røde mor, Sebastian og Steppeulvene. De voksne deler en joint, der går på tur rundt om bålet. Her er man fælles om tingene. Om alt fra værdier til kollektivets store folkevognsrugbrød, som nogen har udsmykket med håndmalede fredstegn og blomster.

Januar, 2015. Han står i silende regn en mørk aften i indre København. Han gnider hænderne for at få varmen og synker en ekstra gang, inden han hæver den ellers lavmælte, næsten meditative stemme.

»Meget har forandret sig,« råber han med al den kraft, han kan mønstre.

»Da jeg var barn, var det de venstreorienterede, som kæmpede for retten til at tale den store mand imod.«

Læs hele historien om Nicolai Sennels - Pegidas danske talsmand. Opret abonnement på BT PLUS - første måned er gratis, herefter 29 kr. pr. måned.


Buddhist, børnepsykolog, opvokset i venstreorienteret kollektiv og nu i spidsen for en stærkt anti-islamistisk bevægelse.  Modsætningsfyldt? Ikke for Nicolai Sennels. Han er det danske ansigt på den modstand mod - og ikke mindst frygt for - islam, der lige nu buldrer gennem Europa.

Den sødlige duft af hash kilder i næsen. Flammerne fra havens bål lyser ansigtet op på en lille dreng, der sidder mellem guitarer, syngende kvinder og langhårede mænd med overskæg. Stille lytter han til toner fra sange af Røde mor, Sebastian og Steppeulvene. De voksne deler en joint, der går på tur rundt om bålet. Her er man fælles om tingene. Om alt fra værdier til kollektivets store folkevognsrugbrød, som nogen har udsmykket med håndmalede fredstegn og blomster.

Januar, 2015. Han står i silende regn en mørk aften i indre København. Han gnider hænderne for at få varmen og synker en ekstra gang, inden han hæver den ellers lavmælte, næsten meditative stemme.

»Meget har forandret sig,« råber han med al den kraft, han kan mønstre.

»Da jeg var barn, var det de venstreorienterede, som kæmpede for retten til at tale den store mand imod.«

Foto: Privatfoto
Vis mere

Stemplet som racist

Det er 30 år siden, Nicolai Sennels sad ved bålet i det venstreorienterede 70’er-kollektiv i Holbæk. I dag står han i skæret af brændende fakler i spidsen for en anti-islamisk bevægelse. Skiltet i hans hånd siger ‘Ingen mord for ord.’ Det er de færreste uenige i. Men gennem tiden er han også blevet kendt for langt mere rabiate konklusioner, som at muslimers arvemasse er stærkt degenereret på grund af indavl, og at muslimsk kultur skader folks udvikling og øger kriminel opførsel.Udtalelser, som både har kostet ham et job og givet ham stempler som ‘racist’ og ‘ekstremist’ fra modstandere, som går på gaden i moddemonstrationer. Han er forfatter til en kontroversiel bog med Tvillingetårnene afbilledet på forsiden, og har yderligtgående holdninger, der muligvis trækker tråde til buddhismen og en mand ved navn Lama Ole Nydahl.

Denne mandag holder Nicolai Sennels tale for knap 100 mennesker. De er mødt op foran Statens Museum for Kunst for at demonstrere mod ‘islamiseringen’ af Europa.

Anderledes voldsomt ser det ud i Tyskland, hvor tusinder af demonstranter fra den omstridte anti-islamistiske bevægelse Pegida mandag efter mandag har fyldt Tysklands gader. For to uger siden nådede Pegida, der flere gange er blevet kædet sammen med højreradikale og nynazistiske miljøer, til Danmark.

Her står 38-årige Nicolai Sennels, tidligere folketingskandidat for Dansk Folkeparti, i spidsen for det danske initiativ Pegida-dk.

Hvad har formet den knægt, der voksede op med venstreorienteret kærlighedsideologi i et hippiekollektiv vest for København, og som stemte Enhedslisten, da han blev myndig? Hvorfor blev barnet af blomsterbørnene en af dem, som Angela Merkel i sin nytårstale advarede imod, og – som hun sagde – har ‘had i deres hjerter’? Og hvordan kan han som buddhist, familiefar og børnepsykolog proklamere at ‘islam giver ham kvalme’, og at ‘halvdelen af muslimerne er indavlede’?

Foto: Privatfoto
Vis mere

Ifølge Nicolai Sennels er svaret simpelt. Han er stadig det samme barn af blomsterbørnene, der fik sine værdier ind med den sødlige røg i kollektivet i 70erne, siger han. Når han i dag står i spidsen for en anti-islamistisk bevægelse, er det fordi, verden omkring ham har ændret sig.

Nicolai Sennels kom til verden i 1976. Han voksede med egne ord op i et ‘klassisk kollektiv’, hvor både hans mor og far ‘arbejdede med mennesker’. Mere vil han ikke sige. De skal have lov til at leve deres liv i fred, som han formulerer det. Men det var et hjem med højt til loftet. Holdninger og værdier blev udvekslet højlydt, og der blev danset med hippier fra Thylejren til vilde fester, hvor man hyldede solidariteten og rasede over ‘den store mand.’

Følsom og nysgerrig

Selv var Nicolai Sennels en blanding af indadvendt, følsom og nysgerrig, siger han. Fra en tidlig alder lyttede han med, når de voksne talte om tolerance, fred og rettigheder. ‘Sandheden frem for alt’ var mantraet i det venstreorienterede hjem, hvor man så stort på at blive fyret eller smidt ud for at sige sin mening. Især når det gjaldt religion. ‘Det er opium til folket,’ sagde de voksne og fortalte, at religion kunne få de bedste folk til at gøre dårlige ting.

Nysgerrigt så han på, når hans far sad og mediterede, og de første sparepenge brugte han, ifølge ham selv, på et meditationskursus. Det kostede 100 kroner. Og var ‘sådan noget, Beatles gik op i’, husker Nicolai Sennels.

I hjemmet var mange af møblerne hjemmebyggede, og barndommen var præget af ‘Jes Berthelsen, spirituel meditation og nærvær i nuet.’ Selv husker han sig som en ‘nørdet og klovnet’ dreng, der fra 8. klasse pludselig blev ‘rigtig god til dét med piger’.

Da han blev myndig, stemte han på Enhedslisten. Jo mere venstreorienteret, des bedre for miljøet, tænkte han, inden han senere flyttede sit kryds til Socialdemokraterne. Men da han fyldte 25 år, skete der noget, der ændrede Nicolai Sennels’ verdensbillede markant. Noget, der fik ham til at sætte sit kryds væsentligt længere til højre.

Navnet Pegida er i disse uger for alvor kommet på dagsordenen i Danmark. Men hos vores tyske naboer har den voksende anti-islamistiske bevægelse trukket store overskrifter, siden den begyndte i Dresden 20. oktober sidste år.

Her stod den narko- og indbrudsdømte kok Lutz Bachmann, manden der bliver kaldt ‘Rottefængeren’, i spidsen, inden han tre måneder senere ramte alle landets avisforsider med en gedigen katastrofe. Inden da nåede han dog at tænde en flamme i en steppebrand, der siden har bredt sig gennem Europa.

Massive moddemonstrationer mod den tyske Pegida-bevægelse har fået politiet til at rykke talstærkt ud i Tyskland.
Massive moddemonstrationer mod den tyske Pegida-bevægelse har fået politiet til at rykke talstærkt ud i Tyskland. Foto: Arne Dedert
Vis mere

Pegida er en tysk forkortelse for ’Patriotiske europæere mod islamisering af Europa’, som er en protestbevægelse mod islam og muslimsk indvandring i Europa. De europæiske lande har taget imod for mange muslimske indvandrere, og islam er en reel fare, mener bevægelsen, hvor familier går side om side med højreekstremister og hooligans gennem Tysklands gader, mens de råber ’Wir sind das Volk’ (vi er folket).

Merkel advarer

Siden efteråret har bevægelsen hver mandag aften gået gennem flere og flere tyske byer og er på rekordtid vokset fra 350 demonstranter til mere end 25.000. Pegida er også nået til Norge, Sverige og senest til Danmark, ligesom der i flere europæiske lande er fastlagt datoer for Pegida-demonstrationer.

I sin nytårstale advarede den tyske kansler Angela Merkel direkte mod Pegida.

»Jeg vil sige til alle, der deltager i den slags demonstrationer: Følg ikke dem, der opfordrer til det. For alt for ofte er der fordomme, er der kulde – ja, endda had i deres hjerter,« sagde hun.

Onde tunger vil sige, at Angela Merkel frygter at få vendt demonstranterne imod sig selv. Men hun taler samtidig med en fælles kraft for de europæiske lande, der dels frygter, at demonstrationerne skal opildne til islamhad. Og dels, at der skal komme nye terrorangreb.

I mørket bliver en ung dansk kvinde nådesløst trukket ved håret gennem København. Rundt om hende går fire unge mænd. Der bliver råbt. Men ingen forbipasserende bryder ind eller ringer til politiet. På et tidspunkt stopper gruppen af mænd med et formål: at voldtage den unge kvinde.

Det er sådan, Nicolai Sennels husker den sag, hvor det første gang slog ham, ‘at der var kommet noget til Danmark, som han ikke før havde oplevet’. Særligt to ting bed den dengang 25-årige Sennels mærke i: Alle fire overfaldsmænd var indvandrere. Og ingen vidner turde bryde ind.

Nicolai Sennels begyndte at interessere sig for kriminalitet blandt indvandrere. Han undrede sig over, hvorfor de var overrepræsenterede i voldsstatistikkerne. For at finde svar, gav han sig blandt andet til at nærstudere de hellige bøger som Koranen. Og til at gå på jagt i statistikkerne og skrive læserbreve om det, han kom frem til.

Nicolai Sennels går hver mandag i spidsen for den danske Pegida-bevægelse, der med 100-200 demonstranter går gennem København. Moddemstrationerne har dog indtil videre været mere end fire gange så store.
Nicolai Sennels går hver mandag i spidsen for den danske Pegida-bevægelse, der med 100-200 demonstranter går gennem København. Moddemstrationerne har dog indtil videre været mere end fire gange så store. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

At voldsstatistikkerne viser et ’underdanmark’, som mange indvandrere af den årsag – og ikke på grund af religion – hører ind under, køber Nicolai Sennels ikke. For ‘det er først og fremmest religionen, der opfordrer til vold’.

Gradvist rykkede han sig længere og længere væk fra Enhedslisten og Socialdemokraterne. Kort før sin 30-års fødselsdag satte han sit kryds ved Dansk Folkeparti til folketingsvalget. Da var han allerede kendt for sine skarptungede, kontroversielle udtalelser. Udtalelser, som endnu engang har truet hans stilling som psykolog i Københavns Kommune.

Massakren i Paris

I tirsdags satte partierne på Christiansborg 60 millioner kroner af til at bekæmpe det, som betegnes som ’Europas nye terrorfrygt’: radikalisering af unge mennesker, der drager til Syrien som hellige krigere. Og som vender tilbage til europæiske lande som tikkende terrorbomber. Efter massakren mod Charlie Hebdo i Paris er terrortruslen mod Europa på det højeste niveau siden 9. september 2001. Det europæiske politisamarbejde, Europol, anslår, at mellem 3.000 og 5.000 europæiske statsborgere kan komme tilbage fra Syrien og udgøre en reel trussel mod samfundet. En trussel, der ikke bare lægger sig som en dyne af isnende frygt over Europa. Men som også giver næring til små højreorienterede grupper, der pibler op gennem isen.

I Tyskland er fire pct. af de 80 mio. indbyggere muslimer. Antallet af asylansøgere er i år steget til omkring 200.000, og et tilsvarende antal ventes næste år. Her har højreekstremister i årevis i små grupper, som ingen ville have noget med at gøre, demonstreret mod udlændinge. Men da Lutz Bachmann den 20. oktober gik i spidsen for den første march for Pegida, ramte han tilsyneladende en nerve. I Tyskland er Pegida blevet kaldt en ny tysk ’højreekstremisme light’, der spiller på ’forståelig’ nervøsitet for flygtninge og terrorisme.

I virkeligheden er det dog mindre end en fjerdedel af dem, der hver mandag traver med Pegida i Tyskland, der har noget imod islam, har flere undersøgelser vist. Langt de fleste adspurgte demonstranter svarer, at de er utilfredse med tysk politik og med medierne, som de kalder ’løgnepressen’.

Ikke desto mindre har bevægelsen Pegida via sociale medier spredt sig til blandt andet Schweiz, Spanien, Belgien og Norden. Og da to brødre i gik amok i Paris, arrangerede Pegida en sørgemarch for at markere, at islam var en fare. En march, som Charlie Hebdo dog selv tog kraftig afstand fra ved at tegne Pegida som hyæner og gribbe, der labber dræbte tegneres blod i sig.

Pegida-bevægelsen er startet i Dresden i Østtyskland i oktober 2014. På kort tid er antallet af demonstranter vokset fra små 200 til mere end 25.000. Ligeledes har den anti-islamistiske bevægelse bredt sig til øvrige lande i Europa.
Pegida-bevægelsen er startet i Dresden i Østtyskland i oktober 2014. På kort tid er antallet af demonstranter vokset fra små 200 til mere end 25.000. Ligeledes har den anti-islamistiske bevægelse bredt sig til øvrige lande i Europa. Foto: AFP Photo
Vis mere

Mediterer hver dag

Nicolai Sennels mediterer dagligt. Det har han gjort hovedparten af sit liv og er blandt andet kommet meget i Buddhistisk Center København. I dag er det ikke noget, han vil snakke om. ‘Buddhismen er privat’, mener han og har desuden ‘ikke noget med Pegida at gøre’.

Spørger man venner, der kendte ham, da han var i 20erne og politisk tog på sin holdningsrejse, peger de imidlertid på, at buddhismen kan have haft stor indflydelse på de holdninger, han har i dag. Og særligt én person ser ud til at have spillet en stor rolle.

Inden Nicolai Sennels fyldte 20 år, havde hans forældre ‘taget tilflugt hos’ Lama Ole Nydahl, en fremtrædende buddhistisk figur i Danmark. Senere åbnede forældrene selv Buddhistisk Gruppe Holbæk.

Da Nicolai Sennels flyttede hjemmefra, rykkede han i kollektiv, og i en periode boede han på Buddhistisk Center København. Venner fra dengang mener, at han her hentede stor inspiration hos centerets leder Lama Ole Nydahl.

Nicolai Sennels mener ikke selv, at Lama Ole Nydahl har haft indflydelse på hans holdninger til muslimer. Hos ham har han kun ‘lært at meditere’. Dog tilføjer han, at han ikke kunne have haft en meditationslærer, som ‘var ligeglad med undertrykte muslimske kvinder’. At der er forbindelse mellem buddhismen og Nicolai Sennels’ kritiske syn på islam, afviser han altså selv. Dykker man ned i folkemængden til Pegidas demonstrationer i Tyskland, vil man imidlertid opdage noget overraskende:

Den næststørste religion blandt demonstranterne er buddhisme, viser en tysk undersøgelse. Og kigger man nærmere på, hvordan buddhisme og islamkritik hænger sammen generelt, er der særligt ét navn, der går igen. Føromtalte Lama Ole Nydahl.

Lama Ole Nydahl står bag udbredelsen af den såkaldte diamantvejsbuddhisme i Vesten, og har mere end 600 buddhistiske centre over hele verden. I øjeblikket rejser han rundt mellem centrene i Rusland og har derfor ikke mulighed for interview, oplyser hans pressemedarbejder.

I Tyskland er det kommet til uroligheder mellem Pegida-bevægelserne og de massive moddemonstrationer. Her er en politibetjent blevet beskudt med æg.
I Tyskland er det kommet til uroligheder mellem Pegida-bevægelserne og de massive moddemonstrationer. Her er en politibetjent blevet beskudt med æg. Foto: Reuters
Vis mere

Budhistisk vold

Men han står for en ‘moderne form for buddhisme med succes især i Tyskland’, og er i øvrigt en ‘yderst kontroversiel person’, forklarer Jørn Borup. Han er lektor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet og har skrevet bogen ’Dansk dharma – buddhisme og buddhister i Danmark’.

Ifølge forskeren har Lama Ole Nydahl, ud over meditation og udvidelse af sindet, slået sig op på ‘kampen for frihed’. Som han samtidig ser som værende ‘en kamp imod islam’.

Det kan lyde paradoksalt, at buddhismen, hvor man værner om karma, har i sinde at bekæmpe en religion som islam, men den buddhistiske historie rummer faktisk både vold og konflikt, og gemmer blandt andet på deciderede nedslagtninger af muslimer i Burma.Lama Ole Nydahl betegner sig selv som Buddhas kriger. Og i diamantvejsbuddhismen, som han praktiserer, er lama-figuren da også ekstrem vigtig. Kritikere mener, at det er en form for personkult. Og ifølge Jørn Borup har Lama Ole Nydahl meget stor magt over sine følgere.

I en menneskefyldt sal rejser Nicolai Sennels sig op. Det er i 2008, og han er til konference om fremtidens integrationsindsats i hovedstaden. Han præsenterer sig som psykolog ved Sønderbro, et ungdomsfængsel på Amager, hvor han har unge kriminelle i terapi.

Han fremlægger derefter sit budskab: At man bør kalde ‘kriminelle indvandrere’ for ‘kriminelle muslimer’. De unge indvandrere, han møder på Sønderbro, er alligevel så godt som altid muslimer, siger han. Den udtalelse faldt ikke i god jord hos alle. Nicolai Sennels blev kaldt ind på Københavns Rådhus og fik en påtale. Kort efter skiftede han arbejde, fordi han vidste, at han ‘havde tænkt sig at sige det igen’. Ifølge Nicolai Sennels var det Lars Hedegaard, der efterfølgende opfordrede ham til at skrive en bog med erfaringerne fra Sønderbro. Og i 2009 udkom bogen ‘Blandt kriminelle muslimer.’ En bog, hvor de to l’er i ’kriminelle’ på forsiden er formet som Tvillingetårnene fra terrorangrebet i New York.

Bogen delte vandene. Mens eksempelvis Naser Khader mente, at bogen burde være ‘obligatorisk læsning på alle lærer- og pædagogseminarer’, kritiserede andre den for at portrættere et helt folkefærd ud fra en lille gruppe af kriminelle muslimer. Nicolai Sennels havde for alvor fået vind i sejlene som islamkritiker med kontroversielle holdninger.

Talsmand Nicolai Sennels starter hver Pegida-demonstration med en tale, inden bevægelsen med fakler og bannere i hænderne går gennem København.
Talsmand Nicolai Sennels starter hver Pegida-demonstration med en tale, inden bevægelsen med fakler og bannere i hænderne går gennem København. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

I 2010 udtalte han, at ‘et forbud mod halalkød ville være den sikreste måde at sørge for, at islamister ikke havde lyst til at være her.’ En udtalelse, han efterfølgende har trukket tilbage. På flere hjemmesider har han gennem årene skrevet adskillige kritiske artikler om islam, og så sent som i 2013 proklameret, at ‘islam og muslimsk kultur har visse psykologiske mekanismer, som skader folks udvikling og øger kriminel opførsel’.

I 2011 stillede Nicolai Sennels op som folketingskandidat for Dansk Folkeparti. Blandt partifællerne fra dengang lyder det enstemmigt, at han er en ‘venlig, afbalanceret og intelligent mand’. Først få uger før stiftelsen af Pegida forlod han partiet med begrundelsen, ‘at man ikke skal kunne koble dansk Pegida til Dansk Folkeparti.’

Hemmelig adresse

Lutz Bachmann, der indledte Pegida-demonstrationerne i Tyskland, er i øjeblikket under politibeskyttelse. Han trak sig for nylig som formand efter at have poseret som Adolf Hitler på Facebook og i Facebook-opdateringer under navnet Lutz Bachmann fra september 2014 at have omtalt flygtninge som ’kvæg, snavs og affald’. Tirsdag aften trak bevægelsens nye talskvinde Kathrin Oertel sig. Angiveligt fordi hun har fået trusler fra ’antifascistiske’ grupperinger.

Den tyske Pegida-formand Lutz Bachmann måtte gå af som formand, efter han havde offentliggjort dette billede, hvor han poserer som Adolf Hitler.
Den tyske Pegida-formand Lutz Bachmann måtte gå af som formand, efter han havde offentliggjort dette billede, hvor han poserer som Adolf Hitler. Foto: EPA / Marcus Brandt
Vis mere

Nicolai Sennels har hemmelig adresse. Han siger, at han indtil videre kun har oplevet ‘drengestreger’, efter han er blevet talsmand. Men i ugens løb har han mærket, at det har sin pris, da han blev krævet fyret som børnepsykolog i Københavns Kommune. Et krav, som han selv mener er urimeligt. For i hans øjne handler Pegida om kærlighed og frihed. Og ikke om det had, som Angela Merkel i sin nytårstale advarede mod.

Mange vil mene, du repræsenterer et sort menneskesyn?
»Jeg vil sige, at det er et kærligt og humanistisk menneskesyn, der er bekymret for menneskets frihed og tryghed. Hvis en ideologi prædiker folkemord på jøder, kristne og vantro og siger, at kvinder skal stenes, hvis de vælger en anden mand, og at bøsser og lesbiske skal dræbes, er det i mine øjne et sort menneskesyn.«

Men graver du ikke bare dybere kløfter mellem muslimer og ikke-muslimer?
»Vi graver ikke kløfter. Vi påpeger et åbenlyst og meget alvorligt problem, som jeg vil skyde på, at langt over halvdelen af befolkningen også bekymrer sig om.«

Hvorfor så ikke dialog fremfor konfrontation i form af en demonstration?
»Hvis imamerne har lyst til at springe ind i dialogen om islam, har de muligheden for det. Jeg tror bare, at mange af dem lyver og taler med to tunger. Men hvis de har lyst til at snakke med mig, kan de jo komme til vores demonstrationer.«

Hvorfor kommer du ikke til dem?
»Jeg tror ikke, at jeg har nogen mulighed for at ændre deres syn på religion. Der er god grund til, at de holder godt fast i deres tro, for frafald i islam straffes jo med døden.«

Islam er ikke en race

Du frabeder dig racister og nazister til jeres demonstrationer. Men er du ikke selv racist, når ‘islam giver dig kvalme’?
»Islam er ikke en race. Derfor vil det aldrig være racisme at kritisere islam. Men når jeg læser Koranen og haditherne, får jeg kvalme. Når jeg læser om, hvordan Muhammed huggede hovedet af jøder og havde sex med en niårig pige, og hvordan ulydige kvinder skal slås og vantro halshugges, får jeg kvalme. Hvis man er et ordentligt menneske, bør det give en eller anden form for ubehag.«

Men hvorfor er det nødvendigt at bruge den retorik?
»Jeg vil ikke sige, at det er nødvendigt, men det er ærligt. Jeg synes selv, at islam i alt for lang tid har været beskyttet mod kritik. Jeg siger det ikke for bevidst at bruge en særlig hård retorik. Jeg gør det for at fortælle, hvordan jeg har det med fundamentalistisk islam.«

Den såkaldte mandagsmarch går fra Statens Museum for Kunst til Den Lille Havfrue i København. Her ses en demonstrant foran nationalsymbolet på den første march på dansk jord den 19. januar.
Den såkaldte mandagsmarch går fra Statens Museum for Kunst til Den Lille Havfrue i København. Her ses en demonstrant foran nationalsymbolet på den første march på dansk jord den 19. januar. Foto: Foto: Ivanna Rahm
Vis mere

Pegida-dk er for ordentlige mennesker, mener Nicolai Sennels, og han har ikke tænkt sig at forlade sin post som formand.

»Tal højere,« bliver der råbt fra de nyankomne demonstranter bagerst i flokken.

Nicolai Sennels holder en kort pause.

Det menneskesyn, han repræsenterer, er stadig det samme, som han fik ved et lejrbål i samvær med hippier fra Thylejren, mener han. Og i egne øjne har han ikke skiftet politisk holdning, kun parti. Han synes, det er venstrefløjen, der før stod op for solidaritet og var religionskritisk, som har svigtet.

Han rømmer sig og hæver så stemmen.

»Jeg har en besked til dem, der demonstrerer imod os i dag. I tager fejl. Grueligt fejl. Intet er mere intolerant, homofobisk, sexistisk og fascistisk end sharia. Gå med os, ikke imod os, på næste mandag. At stå op imod undertrykkelse og terror er en menneskepligt.«

Da Pegida-dk første gang gik på gaden i København, var knap 200 demonstranter mødt op. I denne uge var der 100. Begge mandage har været præget af et markant større antal moddemonstranter, der i mandags talte over 800 mennesker. I sidste uge demonstrerede næsten 100.000 mennesker i flere tyske byer for at vise deres modstand mod Pegida-bevægelsen.

Hvorfor har Pegida ikke større gennemslagskraft i DK?
»Jeg tror, den meget blandede omtale fra medier har gjort folk skeptiske, og de har måske brug for mere tid til at se os an. Samtidig har vi i Danmark en mere fri debat, så færre føler behov for at udtrykke sig, fordi andre har gjort det på deres vegne.«

Er målet at blive større?
»Det giver et større indtryk til omgivelserne, hvis der kommer mange. Så det håber vi selvfølgelig på. Målet for mig er at vække den sunde skepsis over for fundamentalistisk islam.«

I morgen har tysk Pegida aflyst sin mandagsmarch. Men Pegida-dk har planer om for tredje gang at marchere gennem København.

Nicolai Sennels.
Nicolai Sennels. Foto: Nils Meilvang
Vis mere