Visse bands er så teknisk dygtige, at det faktisk næsten bliver FOR meget af det sublime. Den legendariske canadiske trio Rush er ét af de bands, og det fik man atter bevis på ved ét af d’herrers sjældne Europa-besøg, da gruppens "Time Machine Tour" ramte Malmö Arena søndag aften.
Efter tre timers koncert og generøse 36 (!) numre stod kun ordet ”OVERVÆLDENDE!” at læse på anmelderblokken. Det stod der til gengæld også nogle gange, skulle jeg hilse at sige.
For fanden; alene trommeslager Neil Pearts overjordiske spil burde få de fleste konservatorieuddannede elitemusikere til at kontemplere det tillokkende i blot at friste en fremtid som underholder i et beskidt hjørne af Londons undergrundsbane.
Samme Peart er nu som altid flankeret af Geddy Lees betragtelige basdrive og flammende flotte keyboardharmonier og guitaristen Alex Lifeson, der som største selvfølgelighed koncerten igennem veksler mellem at sørge for gruppens oprindelige heavyrock-attack og dertil bidrager med den ene flotte effekt-ladede solo efter den anden.
Man kunne sådan set og snart sagt vælge en hvilken som helst periode i koncerten søndag til at lade underkæben ramme Malmö Arenas betongulv, men specielt i sidste halvdel af første sæt brillerede Rush på et perfektionistisk og teknisk niveau, som jeg simpelthen aldrig har hørt magen til.
Alene ”Faithless”, ”B2BU”, ”Freewill” og aftenens bedste sang ”Maraton” var studier i abrupte rytmeskift, driftsikre detours og soniske svinkeærinder i et omfang, så det for det første er en gåde, hvordan musikerne selv kan huske deres numre, mens det for det andet kunne være gået så grueligt galt.
Men modsat alle de dér trættende jazzrock- og fusionsflippere op igennem 70’erne og 80’erne går der i Rush’s tilfælde aldrig ekvilibrisme i den for ekvilibrismens egen skyld. Rush tager behørigt og behageligt altid hensyn til, at de flotte harmonier og de gode melodier i numrene aldrig må drukne i bandets betragtelige kompetencer.
Lyden i Malmö Arena var i øvrigt noget så sjældent i en håndboldhal som noget nær perfekt (!), hvad den selvsagt også er nødt til at være, når man har at gøre med musik, hvor selv den mindste detalje er vigtig.
Man kan så som det absolut eneste indvende mod Rush, at det over hele tre timer og 36 numre bliver svært at tage det hele ind og koncentrere sig. Som indledningsvis sagt var seancen efter halvdelen af andet sæt sgu’ næsten ved at blive for meget af det sublime.
Men ellers var det en dannelsesrejse på rockens business class med tre piloter for hvem intet mindre end det perfekte er godt nok.
