’Ladies & Gentlemen: The Rolling Stones’ indfanger fornemt rullestenenes hårdt rockende og dunkelt belyste tilbagevenden til USA i 1972 i kølvandet på mesterværket ’Exile on Main St.’.
The Rolling Stones’ havde ikke spillet i USA i næsten tre år, da de i sommeren 1972 vendte tilbage for at turnere landet tyndt.
Det var med den tragiske Altamont-koncert – hvor en tilskuer blev myrdet af en Hell’s Angels-”sikkerhedsvagt” – in mente, men det var også med det mesterlige dobbeltalbum ’Exile on Main St.’ og dets sange lumre bluessange i bagagen.
Desværre har det længe været svært at finde professionelle videooptagelser fra turnéen. Men dét rådes der dog nu bod på, for koncertfilmen ’Ladies & Gentlemen: The Rolling Stones’ er nemlig blevet støvet af og udsendes endelig på dvd og blu-ray efter mange års utilgængelighed.
Skiven indfanger Stones på toppen i liveregi. Lømlerne udviser en frenetisk rockende energi i løbet af de 82 minutter, seancen varer, og på sætlisten savnes næsten kun ’Sympathy for the Devil’, der måtte udelades, fordi den blev associeret med episoden tre år forinden.
Rent æstetisk er ’Ladies & Gentlemen’ en dyster affære. Stones står tit på en næsten mørklagt scene, mens eksempelvis røde spots oplyser bandmedlemmet i centrum, og det er i starten lidt frustrerende, men bliver hurtigt en del af den grumsede charme.
Til gengæld er det lidt underligt, at man ikke får lov til at se publikum før helt til sidst, hvor man mest bider mærke i, at det er et siddende et af slagsen (!), som apatisk ser til, mens Mick Jagger spæner rundt på scenen og skråler ”Rip This Joint!”.
Mayall havde ret
Rent musikalsk er det dog umådelig svært at sætte en finger på koncerten. Især den formidable guitarist Mick Taylor viser, at læremesteren John Mayall havde ret, da han foreslog Mick Jagger at ansætte netop Taylor efter Brian Jones' afgang.
Med sine talrige blues’ede slidesoloer føjer han simpelthen en ekstra dimension til Stones’ i forvejen bourbonskvulpende (Mick Jagger drikker Jack Daniel’s af flasken) og æggende rock. Og man fornemmer faktisk flere gange en anelse misundelse i Keith Richards’ øjne.
Der bliver åbnet med manér med det triumferende trekløver ’Brown Sugar’, ’Bitch’ og ’Gimme Shelter’, men det er blot tre af højdepunkterne i det knap halvanden time lange sæt, der – som nævnt – er noget nær perfekt sat sammen.
Bag trommerne slingrer Charlie Watts sig sexet igennem ’Tumbling Dice’, Keith Richards synger selv sin genistreg ’Happy’ og Bill Wyman lægger basbunden bag sit notoriske stenfjæs, mens Mick Jagger flintrer rundt på scenen i vanlig stil.
Publikumsbillederne mangler
Koncerten arbejder sig løbende frem mod klimaks fra den næsten 12 minutter lange version af ’Midnight Rambler’ over en den halsbrækkende fortolkning af Chuck Berrys ’Bye Bye Johnny’ til rasende udgaver af ’Jumpin’ Jack Flash’ og ’Street Fighting Man’, der minsandten får det siddende publikum op af stolene.
Dét er alle pengene værd. Men der mangler lidt billeder af publikum, hvilket ville have sat prikken over i’et ved siden af Stones’ fejlfri præstation.
Til gengæld får man som bonus et par optagelser af bandet i øvelokalet op til turnéen, samt to interviews med Mick Jagger – ét fra 1972, hvor han fortæller om tilblivelsen af ’Exile on Main St.’ og et nyt fra i år, hvor han i jovial stil ser tilbage på ’Ladies & Gentlemen’-filmen.
Under alle omstændigheder er der dømt ”must buy” både for fans af Stones og for fans af rock i almindelighed.
