’Tender Prey’ fortsatte den dystre stil fra ’Your Funeral…My Trial’ og Nick Caves diabolske prædikener nåede nye højder. – Hvis ’Your Funeral…’ var heroinpladen, så var ’Tender Prey’ den Satanpladen, siger The Bad Seeds’ Mick Harvey i dokumentaren, der følger med den restaurerede udgave af sidstnævnte.

Og når man på ny lytter til sig igennem de tre sorte kvarter, der udgør ’Tender Prey’, så tror man blindt på, at Nick Caves problemer med stofferne peakede hér, for sjældent har hans stemme lydt så hjemsøgt som den gør i disse mørke monologer.

I forhold til de tidligere plader, glimrede multimusiker Mick Harveys arrangementer stærkere end nogensinde, og selvom både Blixa Bargeld og Kid Congo Powers var med på guitarer, skal man lede længe efter standardakkorder at læne sig opad.

Af samme årsag er ’Tender Prey’ fraset et par enkelte sange også bygget op omkring dunkel stemning frem for simpel sangstruktur.

Frenetiske ’The Mercy Seat’ – som Johnny Cash fortolkede – står stadig som en sand diabolsk tour de force, og selvom det også er dén sang, der fremhæves, hver gang snakken falder på denne, ensemblets femte plade, så føles resten numrene faktisk lige så gennemført hjemsøgende.

På trods af sine stofproblemer stod Nick Cave stadig alene bag langt størstedelen af sangene, han varetog orgel og mundharpe, mens hans fascination for de sorte bluesmestre igen blev tydelig via viderefortolkningen af Blind Willie Johnsons ’City of Refuge’.

Djævledans

’Up Jumped the Devil’ danner skabelon for de senere piratberusede sange, Cave & co. senere spyttede ud, mens pianosagen ’Watching Alice’ både peger frem mod de mere balladefokuserede Bad Seeds-plader og tilbage mod Tom Waits’ tidlige drukkenboltsange.

’Mercy’ markerer Caves hidtil mest religiøse øjeblik (teksten er et forsøg på at bearbejde en bibelsk tekst) og ’Sunday’s Slave’ lyder som en halvironisk hyldest til Leonard Cohen, inden atter en levende fuldemandssag ’New Morning’ lukker denne djævledans af en plade.

’Tender Prey’s eneste egentlig svaghed er egentlig easy listening-parodien ’Slowly Goes the Night’, der står som et skidt afbræk i den dystre diabolske stemning, og som ikke passer ind. Så tager man hellere hatten af for ’Deanna’ – Caves hyldest til en ekskæreste, hvis surfrockede melodi kunne have affødt et radiohit, havde det ikke været for den vanligt lumre lyrik.

Forstyrrende fornøjelse

I sidste ende er de stærke arrangementer på ’Tender Prey’ med til at hæve den over fragmenterede ’Your Funeral…My Trial’ – det er som om den kaotiske produktion indfanger den tilstand, Cave befandt sig i, i slutningen af 80’erne.

Og hér, 22 år senere, er det stadigvæk er inspirerende, forstyrrende fornøjelse at lægge øren til denne plade, der står at regne blandt de stærkeste Bad Seeds-værker, samt som afslutning på Bad Seeds’ tidlige støjende epoke.

Kort efter ’Tender Prey’ røg Nick Cave på afvænning, og to år senere skabte han karrierens andet mesterværk ’The Good Son’.

Som bonus indeholder denne restaurerede udgave af albummet den middelmådige b-side ’Girl at the Bottom of My Glass’, akustiske versioner af ’The Mercy Seat’, ’City of Refuge’ og ’Deanna’, en forkortet videoudgave af ’The Mercy Seat’, samt musikvideoer til ’The Mercy Seat’ og ’Deanna’.