Politiet afhører Dr. Conrad Robert Murray , som var den sidste der så Michael Jackson i live. Han gav muligvis Michael Jackson en indsprøjtning, kort før han døde.
Michael Jacksons læge Dr. Conrad Robert Murray har meldt sig selv til politiet i Los Angeles, efter at være blevet efterlyst. Det oplyser TMZ.com.
Conrad Robert Murray gav Michael Jackson hjertemassage, da ambulancen i går ankom til hans hjem i Los Angeles. Ifølge den person der foretog alarmopkaldet til 911 var han også den eneste person der så popstjernen falde om og dermed den sidste til at se ham i live.
En talskvinde for LAPD, Karen Rayner, siger, at lægen ikke er mistænkt for noget kriminelt.
- Hans bil er blevet konfiskeret, fordi den måske indeholder medicamenter eller andre beviser, der kan hjælpe retsmedicineren med at fastslå dødsårsagen, siger hun ifølge nyhedsbureauet A.P.
Ifølge det velinformerede TMZ.com, gav Dr. Conrad Robert Murray i går Michael Jackson en indsprøjtning med medicamentet demerol - et smertestillende stof, der minder om morfin. Kort efter faldt Michael Jackson om med et hjerteanfald og trak ikke vejret. Det skaber mistanke om, at han måske er død af en overdosis demerol.
Afhængig af medicin
De sidste måneder af hans liv, var Michael Jackson under et massivt pres for at levere en række comeback-koncerter, der skulle blive det mest økonomisk indbringende enkeltarrangement i verdenshistorien. Der var allerede solgt 750.000 billetter til de 50 koncerter, der skulle spilles i blandt andet England.
Koncerterne krævede skarp træning af det 50-årige musik- og dansegeni, og der i forvejen havde udviklet et afhængighedsforhold til smertestillende medicin.
The Jacksons familieadvokat Brian Oxman, der var til stede på hospitalet hvor Michael Jackson blev erklæret død, har sagt til reportere, at stjernens brug af smertemedicin var dybt bekymrende.
- Jeg har været meget kritisk omkring hans brug af medicin. Jeg har sagt til folk, at hvis Michael en dag vågnede op og var død, ville jeg ikke være stille. Jeg villle ikke tillade dette at ske uudfordret.
Brian Oxman sagde, at Michael Jackson begyndte at tage mange smertestillende piller for flere år siden, og han led af stærke smerte som følge af skader. Blandt andet faldt han en gang ned fra scenen og brækkede benet og noget af ryggen, ligesom han engang satte ild til sit hår under optagelser til en pepsi-reklame.
- Jeg forsøgte at advare ham mod brugen af medicin. Nu er jeg ked af, at jeg ikke advarede ham mere, sagde Brian Oxman.
For mange shows
Michael Jackson var selv vred over de 50 koncerter, som han sagde var blevet booket bag hans ryg.
- Jeg ved ikke, hvordan jeg skal kunne klare 50 koncerter, sagde han tidligere på måneden til sine fans.
- Jeg er virkelig vred over, at de har booket mig til at lave 50 shows. Jeg ville kun lave ti. Jeg gik i seng med den viden, at jeg havde solgt ti shows og vågnede op til nyheden om, at jeg var booket til at lave 50, sagde Michael Jackson, der trods forlydener om kræft og hjerteproblemer svor at gennemføre koncerterne.
En undersøgelse af Michael Jacksons jordiske rester bliver nu foretaget af Dr. Lakshmanan Sathyavagiswaran, der også var vidne i sagen mod O.J. Simpson. Hans rapport ventes en af de nærmeste at afklare de nærmere omstændigheder omkring popikonets for tidlige død.