Billederne er taget fredag den 10. august 2013.
Billederne er taget fredag den 10. august 2013. Foto: Pogotowie dla Zwierząt

En af Danmarks mest kendte hesteopdrættere, John Byrialsen som står bag bl.a. Viegård Stutteri og Viegård Sport Horses i Skals ved Viborg, er ramt af en særdeles grov vanrøgtssag af sine heste i sin afdeling i Posadowo i Polen.

Det skriver polske Gazeta Poznan.

Ifølge mediet er den danske hesteavlers dyr i Polen udsat for grov vanrøgt, og dyrenes tilstand er ifølge avisen så dårlig, at hestene mangler selv den mest basale pleje og fornødenheder og er tydeligt afmagrede.

Det har ført til, at cirka 50 af John Byrialsens 300 heste i Polen allerede er blevet fjernet af de veterinære myndigheder i det store land mod øst.

Vanrøgten er bl.a. dokumenteret med videoklip, der viser dyrenes opsigtsvækkende dårlige tilstand.

- Flere af hestene var ekstremt afmagrede og underernærede. Selv om der var et par heste i god stand, så manglede de bestemt mad, og bestanden var meget forsømt, siger dyrlæge Thomas Jurkiewcz, som har tilset hestene på John Byrialsens stutteri og tog beslutningen om at få de vanrøgtede dyr fjernet fra stedet.

Dokumentation: En staldpige har filmet John Byrialsens vanrøgtede heste i Polen - se videoen her. ADVARSEL - stærke billeder.

(Hvis du læser med fra mobilen - se videoen her)

Den højprofilerede hesteopdrætter John Byrialsen avler danske varmblodsheste. En race der organisatorisk hører under sammenslutningen Dansk Varmblod, som prinsesse Benedicte er protektor for, og som hendes datter, toprytteren og OL-medaljetageren prinsesse Nathalie rider på.

Sagen om den kendte danske hesteavlers behandling af sine mange heste har vakt bestyrtelse blandt andre opdrættere i Polen.

- Hestene behøver ikke kun mad men også kærlig pleje. De har brug for at blive vasket, kæmmet og redet. Kan sådan en stor flok virkelig passes forsvarligt af fire medarbejdere? spørger Vladimir Chmielnik fra den lokale afdeling af en dyreværnsorganisation.

John Byrialsen er i modsætning til de polske avlere ikke medlem af sammenslutningen Horse Breeders Association of Wielkopolska. Derfor er det begrænset, hvad sammenslutningen kan gøre over for den danske opdrætter.

- Vi kan kun se på, hvad han gør. Jeg tror, at det vil være svært for ham at genoprette sit omdømme i branchen, siger formanden Marek Zulawski.

Ifølge Gazeta Poznan har John Byrialsen fået en måned til at få sin afdeling i Polen på fode, så de mange hestes tilstand og pleje bliver tilfredsstillende og lever op til den krævede standard.

Bt.dk har - indtil videre forgæves - forsøgt at få en kommentar fra John Byrialsen til vanrøgtsagen.

Ifølge en af hans medarbejdere på Stutteri Viegård i Skals befinder John Byrialsen sig i øjeblikket i Polen, hvor han mandag sidder i møde med dyrlæger.

Antallet af fjernede heste var i første omgang oplyst til at være cirka 100. Fra officiel polsk side er dette tal nu opdateret til cirka 50.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook