Den 13-årige, der stak sin jævnaldrende, tidligere ven ihjel i Sønderborg onsdag aften, var sygeligt jaloux over, at vennen havde hugget hans kæreste.

Forinden havde de to 13-årige drenge via Facebook eller andet socialt medie aftalt at mødes på græsplanen foran det Børne- og Ungdomscenter, som de begge var tilknyttet. Og det var her, at den ene 13-årige pludselig trak en kniv og stak sin tidligere ven ihjel.

- Jeg tror ikke, at de som sådan aftaler at mødes og slås om pigen. Men de aftaler, via Facebook eller et andet socialt medie, at mødes på det pågældende sted. Lige nu forsøger vi at optrevle, hvad de skrev til hinanden inden, og hvad der præcist er gået forud, siger vicepolitiinspektør Hans Roost fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Læs også: Claudio var forældreløs

Læs også: Dødeligt jalousi-drama aftalt på nettet

De to 13-årige var tidligere venner, oplyser Sønderborg Kommune. Gerningsmanden havde tidligere været anbragt på Børne og Ungdomscentret i Sønderborg, og ofret var stadig døgnanbragt samme sted. Men en pige kom imellem dem, fortæller Sønderborgs Politi.

- Gerningsmanden havde først været kæreste med pigen, og så blev ofret det. Derfor aftalte de at mødes i aftes (onsdag, red.) og afgøre, hvem der skulle have hende, fortæller vicepolitiinspektøren.

Også pigen var onsdag til stede på græsplænen foran centret, bekræfter politiet.

Alle pårørende i sagen er nu underrettet.