Eftersøgningsholdet fandt den lille pige tirsdag eftermiddag kl. ca. 15.30. Det formodes at der er tale om den 6-årige dansk/svenske pige, der har været savnet siden søndag.

Liget af den seksårige danske pige, der siden søndag har været forsvundet efter en kæntringsulykke i det sydlige Norge, er fundet druknet. Det oplyser norsk politi.

Mandskab, der søgte efter pigen, fandt hendes lig ved 15.30-tiden tirsdag.

Den 6-årige pige blev fundet blot 200 meter fra det sted, hvor hendes far blev fundet druknet mandag. Ifølge operationsleder Arne Isak Tvetain fra Telemarkens Politi er en eftersøgning i en så vandfyldt og strømfyldt elv så vanskelig, at det ikke er underligt, at der går over et døgn mellem fundene af de to omkomne, selvom afstanden er relativt lille.

- Vi har arbejdet under meget vanskelige forhold, hvor vi har været afhængige af avanceret teknisk udstyr og højt kvalificerede dykkere. De har afsøgt enhver lomme og hul i elven, og derfor tager det tid, forklarer han.

Operationslederen glæder sig over, at eftersøgningen nu er overstået.

- Vi er glade for, at vi har fundet de to savnede, så deres pårørende nu har fået vished om, hvad der er hændt dem, siger han til TV2 News.

Pigen og hendes svenske far kæntrede søndag under sejlads i Skogsåi-elven, der ligger i Hjartdak Kommune, ca. 110 km vest for den norske hovedstad, Oslo. Mandag eftermiddag blev liget af den 39-årige mand fundet af dykkere i elven. Hans 6-årige datter blev ligeledes fundet i Skogsåi-elven.

Familien, der til daglig bor i København, var på ferie, da ulykken indtraf. Moderen og en treårig lillesøster var ikke med på sejlturen.

Der var en rivende strøm i elven, da kæntringen skete. De ændrede strømforhold skyldtes, at elven havde fået tilført store mængder vand som følge af voldsom regn de forudgående dage.

Liget af den lille pige er blevet bragt til Notodden Sygehus, hvor hun er blevet identificeret af de pårørende.

Ifølge norsk politi har moderen modtaget krisehjælp efter ulykken.




/ritzau/