En 19-årig mand har ved middagstid meldt sig selv til Københavns Politi i forbindelse med det dødsfald, der skete på diskotek Celsius i København i nat.
Den 19-årige blev anholdt på Station City kl. 12:02, og han skal senere i dag afhøres, lige som han også skal undersøges for eventuelle skader på kroppen.
- Han mødte op på stationen sammen med sine forældre. Indtil videre tror vi, at vi har fat i den rigtige gerningsmand, fortæller leder af Politiets Afdeling for Personfarlig kriminalitet, Jens Møller, til bt.dk.
Knytnæve-slag endte med døden
Offeret - ligeledes en 19-årig mand - var gæst på diskoteket, der ligger på Rådhuspladsen i København. Ved tre-tiden kom han i slagsmål med en anden gæst på diskoteket, og det kom til at koste ham livet.
- Han falder til jorden efter at have fået et par knytnæve-slag og er så uheldig at dø af det. Vi har teknikere på stedet nu, der er ved at undersøge, hvad der er fundet sted, siger Jens Møller.
Indtil videre tyder det på, at offeret efter knytnæve-slagene faldt uheldigt og måske slog hovedet ind i et bord.
- Det kan tænkes, at han derved har sprængt et blodkar, så han døde. Det er det, vi skal have undersøgt nu.
Offeret kom fra Østerbro.
SÅ DU EPISODEN PÅ DISKOTEK CELCIUS? KONTAKT B.T. PÅ 1929@bt.dk ELLER PÅ 33757534.
