Laver to film med Hollywood-stjernen Harvey Keitel. - Jeg er ikke nervøs og ved at falde ned af stolen. Det handler om at få en kemi op at køre, så vi kan lave vores scener sammen.
 
Sådan sagde hele Danmarks filmstjerne Mads Mikkelsen for blot en måned siden til bt.dk, om at skulle lave film med den legendariske Hollywoodstjerne Harvey Keitel. Som Mads Mikkelsen er stor fan af.

Og kemien fejler åbenbart ikke noget. For nu skal de dele plakat i ikke bare én men hele to film.

Lige nu befinder de to stjerner sig i den smukke canadiske by Winnipeg, hvor de netop har startet optagelserne til gangsterfilmen 'Clean Out', som udover Canada skal filmes i Sydfrankrig og Schweiz.

Filmen er et action-drama om New Yorks russiske og italienske mafia, som arbejder sammen om hvidvask af store pengesummer. Indtil deres mellemmand pludselig pløkkes ned og en heftig krig mellem parterne indledes.

Udover Harvey Keitel spiller Mads i den sammen med den tidligere James Bond, Timothy Dalton, samt tre svenske kolleger, heriblandt Noomi Rapace, kendt som Lisbeth Salander.

Men allerede i starten af det nye år, skal Mads Mikkelsen igen på date med Harvey Keitel, når de skal spille hovedrollerne i 'Cut Throats Nine'. Det skriver hjemmesiden horror-movies.ca.

Ifølge hjemmesiden er der tale om en remake af den spansk/italienske spaghetti western 'Condenados a vivir' fra 1972, som i den nye udgave får tilført en snert horror.

Handlingen er en af de gode gamle klassikere om en sending dødsdømte fanger, der er på vej til deres endedestination, da transporten overfaldes af banditter. Og eneste overlevende? Fangevogteren, hans unge smukke datter og de syv allermest sadistiske og morderiske dødsdømte.

Resten må du indtil videre gætte dig til! Hvilken side af loven Mads Mikkelsen befinder sig på, vides endnu ikke.