To danske kvinder kæmper om at være folkesangeren Hansi Hinteseers største fan, og det er ikke pæne ting, de siger om hinanden.
Det tyske popfænomen Hansi Hinterseer udstråler ren idyl og ingen fare. Det er mere, end man kan sige om Hansis fans i Danmark, der ikke just praktiserer den fred og fordragelighed, som Hansi synger om.
- Hun tænker kun på sig selv, bruger bare albuerne og kan ikke engang forstå tysk. siger formanden for den ene Hansi-fraktion, mens modparten angiveligt siger:
- Hun har stjålet Hansi Hinterseer fra mig.
Grete Ipsen, som leder Hansi Hinterseer Fanclub Dänemark fra sin bopæl i Struer, er efter eget udsagn den, som er tættest på stjernen. Den 63-årige fanformand har ikke meget til overs for sin modpart, Hedi Linnet fra den konkurrende fanklub Hansi Hinterseer DK2.
- Hun kan ikke tåle mig og mener, at jeg har stjålet Hansi fra hende, selvom det var mig, der lavede den første fanklub.
Hun har arrangeret nogle koncertrejser, som var en ren fiasko, fordi hun har mere travlt med at tænke på sig selv end på Hansis fans, og hun bruger kun fanklubben til selv at komme frem.
Hedi Linnet afviser alle påstande over mobiltelefonen fra Tyskland - på vej til endnu en Hansi-koncert.
- Jeg er ligeglad med hende, siger Hedi Linnet, hun er tosset, og det passer simpelthen ikke, hvad hun siger. Dette er den femte bustur, jeg laver til Hansikoncerter i år, og Hansis manager har endda inviteret mig til Østrig.
Hedi Linnet har ifølge eget udsagn lige så mange medlemmer som konkurrenten, og afviser i øvrigt angrebene fra konkurrenten.
- Når Grete siger, at jeg ikke forstår tysk, og at jeg bare vil promovere mig selv, lyver hun. Jeg er tæt på Hansi, og har endda været til et tv-show i lederhosen, hvor Hansi sang for mig.
Grete Ipsen fastholder, at Hedi Linnet ikke forstår sproget, og at hendes medlemmer derfor ikke får ordentlig besked om arrangementer, hvilket pure afvises af Hedi Linnet.
- Jeg udsender et medlemsblad med mange informationer, ligesom vi arrangerer busture med Panter Rejser, fortæller hun.
Om disse ture er bedre end Grete Ipsens rejsearrangementer med Sørens Rejser, vides ikke, men sikkert er det, at man ikke kommer til at se de to fans køre side om side som en konvoj på de tyske motorveje.
Hvorvidt fan-krigen i Jylland ender med den enes undergang, står endnu hen i det uvisse, og i mellemtiden konkurrerer de to stridende super-fans via fanblade, koncertrejser, hjemmelavede sengetæpper og korsstingsbroderier.
Stjernen selv kan, som den eneste sikre vinder, nyde sin danske popularitet hjemme i Alperne, fjernt fra krigszonen.