Nicklas Bendtner og hans følge bliver nu af den danske landsholdspillers naboer beskyldt for at have truet dem med voldtægt en sen nattetime i weekenden.

The Sun - der tirsdag var en af de aviser, som bragte historien om, at Bendtner havde udøvet hærværk ved at prøve at sparke en dør ind til et fitnesscenter i det boligkompleks, han selv bor i - har talt med en af naboerne. Hendes historie er, at Bendtner og hans venner ringede på døren, og hendes mand åbnede vinduet og spurgte, hvad de ville:

Han fik svaret:

- Hold kæft, eller jeg voldtager din kone.

Den udlægning ligger noget fra Bendtners egen forklaring, der går på, at han og nogle venner i ro og mag havde lyst til at tage en svømmetur, og derfor var hoppet i badetøj og havde hentet håndklæder. Af optagelser fra overvågningskameraer fremgår det, at Bendtner var iført festtøj, da han sparkede til døren, men hans rådgiver har senere forklaret, at badeshortsene var inde under de lange bukser.

241124124241241124


Naboen, som ønsker at være anonym, kunne ikke sige med sikkerhed, hvem der råbte truslen om voldtægt, men han havde udenlandsk accent, fortæller hun The Sun.

- Jeg er virkelig blevet skræmt af det. Min mand har aftenarbejde. Havde han ikke været hjemme, så ville jeg havde åbnet døren og troet, at det var ham. Jeg var chokeret og har ikke været mig selv siden, siger hun.

Direkte adspurgt af The Sun om han eller hans venner skulle have truet med voldtægt, svarer Bendtner til avisen:

- Det tror jeg ikke. Jeg har sagt, hvad jeg har at sige på Twitter.

På Twitter henviser Bendtner således til den forklaring, som han tirsdag lagde ud på et andet socialt medie, Instagram:

- Lørdag aften efter vores sejr over Southampton gik jeg ud med min familie og mine venner for at få noget at spise. Efter vores middag havde vi alle lyst til en natlig svømmetur i mit 'gym', så vi skiftede til shorts og tog håndklæder med ned. Vi kom derned, og der ændrede mit nøglekort farven fra rød (låst) til grøn (åben), men døren forblev lukket.

- Vi troede, døren sad fast, så vi prøvede at åbne den, og det forårsagede noget skade. Jeg undskylder for den ulejlighed, som jeg har forårsaget mine naboer. Jeg har betalt fuldt ud for skaderne.

- Vi har ikke beskadiget noget andet i bygningen. Sagen med politiet er lukket, og mit fokus er på aftenens kamp (Champions League mod Marseille, red.), skrev Bendtner.

Politiet bekræfter over for BT, at deres involvering i sagen er ovre:

- Sagen er lukket for vores vedkommende. Der bliver ingen retssag eller andre sigtelser fra politiets side. Jeg kan bekræfte, at den omtalte person blev arresteret, og løsladt igen med en påtale, der også vil blive noteret i hans straffeattest, fortæller en politi-talskvinde.

Den beklagelse har en anden nabo, 65-årige Stuart Stepsky kun latter til overs for:

- Den er latterlig. Bassinet lukker klokken 20 i weekenden. Han har boet her i fem år. Tror du på, at han havde lyst til at svømme klokken et om natten og så blev overrasket over at møde en låst dør? lyder det retoriske spørgsmål fra Stepsky, der har et klart ønske:

- Jeg vil have ham ud af bygningen, og jeg vil gøre mit synspunkt klart helt klart for husbestyreren.