Endnu et kæmpe krydstogtskib smyger sig under Storebæltsbroen, men kun efter at skorstenen er sænket ned. Passagen sker sent lørdag eftermiddag.

For et år siden sejlede verdens på det tidspunkt største krydstogtskib Oasis of the Seas under Storebæltsbroen. Og det var en kneben affære.

Se billederne: Sådan blev verdens største krydstogtskib bygget

Skibet var nemlig 72 meter højt og da der 'kun' er 65 meter fra havoverfladen til undersiden af broen, burde det faktisk slet ikke kunne lade sig gøre.

Problemet blev løst ved at skibet for første, eneste og ekstremt dyre gang sænkede skorstenene, hvilket reducerede dets højde til 64 meter og 99 centimeter.

Men en centimeter at give af er ikke helt nok, så derudover passerede skibet under broen i lavvande og ved fuld kraft, således, at det ligger så dybt i vandet som muligt, og dermed skaber et hul mellem skib og bro på godt en meter.

Og nu skal succesen så - forhåbentlig - gentages, når søsterskibet til 'Oasis of the Seas'´, 'Allure of the Sea' skal under broen i morgen lørdag.

Allure of the Sea er 362 meter langt og har plads til 6.296 passagerer og en besætning på knapt 2.400.

Det indeholder bl.a. 17 barer, mere end 20 restauranter, to klatrevægge, et stort udendørs amphiteater, en shoppinggade i to etager og en udendørs park længere end en fodboldbane.

Krydstogtskibet er 49 cm længere end søsterskibet og er dermed verdens største.Begge skibe er bygget på et rederi i den finske by Turku og tilhører rederiet Royal Carribean. De har hjemhavn i Florida.

Krydstogtsskibet passerer efter planen under Storebæltsbroen klokken 17.30, men der kan sagtens ske forsinkelser undervejs fra Finland.

Følg linkene i artiklen og se billeder af det luksuriøse skib 'Oasis of the Seas' og dets tur under broen sidste år.