Der løber røde og hvide blodlegemer i hver en åre i Uffe Ellemann-Jensens krop. Som hos alle os andre måske. Men stoltheden er nærmest skåret ud i et vajende dannebrog, når den 71-årige tidligere politiker strør om sig med H.C. Andersen-citater, begejstringen over danske designeres møbler i New York, Mærsk-skibe til tiden i Singapore og et Henning Larsen-tegnet udenrigsministerium i Saudi-Arabien.

Så den opsang til danskerne, Ellemann leverer i dette interview, er ikke bare en super-europæer med stjerner på sokkerne og lidt for mange rejser i passet, der peger fingre ad sit lille hjemland.

- Jeg er opdraget i et frit og liberalt hjem. Jeg har aldrig følt mig truet af andre kulturer, andre kulører eller andre måder at tænke på. Om 30 år vil der være stadig flere kulører i hovedet på de folk, der går rundt på vores gader. Og vi vil selv bevæge os meget mere rundt. Det er også nødvendigt, at vi åbner os, hvis vi stadig vil stå stærkt til den tid, siger Ellemann-Jensen.

Se tv-indslaget: Uffes opsang til danskerne

Kultur, handel og økonomi

Hans advarsel handler ikke bare om den velkendte udlændingedebat eller om Danmarks forhold til EU, men om et verdenssyn, som både handler om kultur, handel og økonomi.

- Vi har så meget, der burde give os overskud. Når vi laver aftaler med EU, så holder vi dem. Vi er et af de lande, der giver mest i udviklingsbistand. Igennem skiftende regeringer har vi ført en aktivistisk udenrigspolitik, senest i Afghanistan. Når man besøger Museum of Modern Art i New York, står der smukke danske møbler over det hele, i Sydafrika ligger der store, lyseblå skibe med en stjerne og Dannebrog på, og når du hører Wagner-opera ude i verden, er danske sangere helt fremme.

- Men i stedet for at være stolte af det og åbne os op overfor verden, så lukker vi af. Tidligere kunne man finde det i den måde, vi omtaler andre mennesker på, andre kulturer og andre nationer. Hvis de vil gnide næse, så føler vi os som idioter. Der er en selvretfærdighed og så forbandet meget gadekærs-mentalitet over den måde, vi opfører os på. Og det samtidig med at vi leverer på flot vis, når det er nødvendigt ude i verden, lyder opsangen fra Ellemann, der beskriver yderpolerne som det danske paradoks:

På den ene side småligt og lukket - på den anden side det, som senest Barack Obama til et pressemøde med Helle Thorning-Schmidt beskrev som ’Denmark punches above its weight’ med henvisning til det lille land, der agerer som alt andet end en letvægter.

- Det er en smålighed og en selvtilstrækkelighed, som ikke passer ind i billedet af, hvordan vi i øvrigt optræder. Vores velstand og vores frihed er et produkt af, at vi formår at fungere i en verden, som den udvikler sig. Vi er dygtige til at handle, til at forstå og til at finde alliancer. For kultur er jo ikke noget, der er hjemmegroet, det opstår i en vekselvirkning med det udefra.

Slagsmål med Pia

Uffe Ellemann-Jensen har gennem tiden haft mange slagsmål med Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, der har kaldt Venstre-manden for ’mr. Overklog’ og ’mr. Bagklog’. Han var i 2005 særdeles kritisk overfor Muhammed-tegningerne og deres udtryk for et ’behov for at slå sig på brystet og håne andre’. I dag kalder han dem ’et tegn på dansk selvretfærdighed, en nedgroet negl i nationalkarakteren’.

Men hans budskab handler ikke kun om islam-frygt og fremmedforskrækkelse.

- Danmark er dumpet langt ned på listen, når det handler om at hente investeringer fra udlandet og tiltrække højt kvalificeret udenlandsk arbejdskraft i forhold til nabolandene. Den schweiziske IMD Business School undersøgte, hvor en række mennesker havde lyst til at arbejde og investere. Her lå Danmark pludselig sidst. Noget handler givetvis om et højt skattetryk og et svært sprog, men meget handler også om en opfattelse af, at vi er et lukket og selvtilstrækkeligt land. Det er også den opfattelse, jeg møder, når jeg rejser. ’Hvad er det dog, der sker hos jer,’ spørger folk. Jeg er aldrig flov over Danmark. Har altid pralet skamløst, men jeg har fundet det ubekvemt at svare på mange af disse ting i de senere år.

Ifølge Uffe Ellemann-Jensen handler det om vores verdenssyn. Hvordan vi stiller os til internationalt samarbejde. Og ikke helt overraskende om, at Danmark ikke er ’helt og fuldt medlem af EU’.

Dette interview handler om, hvordan Danmark og danskerne har flyttet sig de seneste tre årtier. Men mens Ellemann har mange ord til Danmark som land, er han mere påpasselig med at træde på den enkelte dansker og pege på, hvor det er, vi som individer træder ved siden af derude - sådan i det helt konkrete.

- Det gennemsyrer debatten, når man ser og hører reaktionerne på de ting, der sker ude i verden. Jeg savner den friskhed og åbenhed, som man kunne forvente af danskere og som burde være et stærkere nationalt træk hos os. Som jeg ser det, begyndte det for alvor at tage fart i 00’erne, da alting tordnede derudad og nogle troede, at vi kunne købe hele verden. Jeg ser det i den reservation, at vi føler, at vi nu alligevel er bedre end de andre og vi har vores måde at være på. Det er smålighed og nedgroethed.

Uffe Ellemann fortryder ikke et sekund, at han trådte ud af politik i 2001 i en forholdsvis beskeden alder af 60 år. Han har haft store hjerteproblemer, passer dagligt sin træningscykel hjemme i det smukke rækkehus og er overbevist om, at politik havde taget livet af ham, hvis han blot var fortsat lige ud. I dag skriver han kommentarer i Berlingske og er profileret ekspert på TV2 News.

Homogent puslingeland

- Måske hænger lukketheden sammen med, at mange blev forskrækkede over det, de så som truslen mod et meget, meget homogent puslingeland. Der kom pludselig mange, som ikke var lige så lyshårede og blåøjede som andre. Så er det jo sådan, at når nogle bilder sig ind, at vi har krisetider, så er det så let at blive sur på de fremmede. Det er det, vi ser overalt i Europa.

- Selvfølgelig kan man blive løbet over ende, hvis man har alt for lempelige regler. Jeg var selv udenrigsminister, da der pludselig stod 10.000 ansøgere på gaderne i Islamabad i Pakistan, fordi rygtet talte om meget guld og store grønne skove i Danmark. Men det kunne styres, og i dag taler den bekymring for en fælles europæisk asylpolitik. Vi burde stå og banke i bordet nede i Bruxelles, siger den økonom-uddannede eks-politiker.

Som kommentator på berlingske.dk mærker Uffe Ellemann-Jensen til tider, hvor skoen for alvor trykker, når danskerne skal debattere. Hvis han beskæftiger sig med emner som islam/muslimer og med noget positivt om EU, så eksploderer debatten.

- Hold da op, hvor bliver der væltet skraldespande ud på bloggen så. Jeg håber, at det er et overgangsfænomen, at danskerne skriver sådan. Det er stadig så nyt, at alle kan komme til i debatten. Sådan foregår samtalen jo ikke mellem civiliserede mennesker. Der dæmper man sig lidt ned. Men omvendt, hvis jeg tænker 30 år tilbage, så var tonen også hård. Ekstra Bladet skrev dengang om mig som ’Danmarks største uniot’ og brugte ord som ’fyr den nar’, så måske kører det bare i ring.

Igennem et par timers samtale hjemme hos Ellemann-Jensen fornemmer man tydeligt, at det indiskutabelt er det internationale, der for alvor tænder ilden i øjnene. Privilegiet at have oplevet murens fald i ’89 og at have oplevet Prag som student i 1965 under nogle lidt andre omstændigheder end den åbenhed, som nutidens gymnasieelever forgriber sig på.

Tre forrygende år

- Hvis man leger den leg, at man får lov at gennemleve tre år igen, så vælger jeg 88-91. Jeg er selv barn af den kolde krig. Så tænke sig at have levet i de år med murens fald, tænke sig at have arbejdet med det, jeg gjorde og have været en del af det, der skete. Det gør mig taknemmelig.

Det lidt længere lys gør også, at han ikke bliver blæst bagover af nutidens krisestemning.

- Vi er selvfølgelig en del af en global krise, men herre du milde gud, når du kigger på nogle af de problemer, vi har med arbejdsløshed og behovet for at få styr på de offentlige udgifter, så er det jo småting i forhold til, hvad det var for 30 år siden. Vi har i dag et Danmark, der er blevet mere stabilt, rigt og velstående, og krisen nu er ikke værre, end den kan håndteres.

Ellemann var som udenrigsminister en del af samtlige fire Poul Schlüter-regeringer i 1982-93.

- Vi er rykket væk fra den afgrundens rand, vi vitterligt stod og kiggede ned i. Vi var langt ude med en gæld til udlandet, der var helt fortvivlende, og når man siger til folk i dag, at vi betalte over 20 procent i renter om året på vores huslån, så ryster folk på hovedet.

Den tidligere Venstre-formand kalder den nuværende politiske situation for ekstremt dramatisk. Han sammenligner det med ’jordskredsvalget’ i 1973.

- Jeg tager hatten af for, at den nuværende regering har turdet tage nogle hårde opgør med fastgroede interesser og dermed også gjort op med, hvad de har stået for tidligere. Hvis jeg havde været politiker i dag, så havde jeg nok hæftet mig ved, at de sagde et og gør noget andet. Nu vil jeg hellere hæfte mig ved, hvad de rent faktisk gør. Det falder godt i forlængelse af den krisebevidsthed, der blev indført, da Lars Løkke Rasmussen kom til.

Ellemann ønsker ikke at agere dommer over de seneste tre årtiers statsministre. Han har tydeligvis sine holdninger intakt. I en bog fra 2010 prikker han til Anders Fogh Rasmussen og roser Løkke for at være hårdere i den økonomiske politik. Men som han siger i dag:

- Jeg har for mange aktier i de ting til at begynde at lege dommer.